SYDDJURS: Har du en god idé eller et forslag til, hvordan kommunen kan reducere sine udgifter?
Sådan lyder det nu fra Syddjurs Kommune, som beder både borgere og medarbejdere bidrage med ideer til et sparekatalog, som dog ikke benævnes sparekatalog, men et omstillings- og reduktionskatalog.
Er der procedurer, som kan ændres, arbejdsmetoder, der kan gentænkes, eller måske er der service, som vi helt kan undvære? Sådan lyder det videre fra kommunen i håb om at få ideer til budgetlægningen for 2024.
Kommunen har oprettet en særlig hjemmeside, hvor borgerne kan indsende deres forslag.
Det ser vanskeligt ud
Baggrunden er, at prognoserne for budget 2024 ser vanskelige ud. Et stigende antal ældre og flere børn er med til at øge udgifterne med op til 25 mio. kr. årligt, hvor under halvdelen dækkes af den kommunale udligning.
Ligesom landets øvrige kommuner oplever Syddjurs Kommune også flere borgere med komplekse problemstillinger og støt stigende udgifter til vikarer på ældreområdet. Samtidig er inflationen med til at øge udgifterne til anlægsarbejder, som følger af, at kommunen er en attraktiv tilflytningskommune.
Byrådet besluttede derfor med budgetforliget for 2023, at der frem mod budget 2024 skulle laves et "omstillings- og reduktionskatalog" på 50 mio. kr., hvoraf det blev forventet, at ca. 30 mio. skulle udmøntes. Beløbsrammen blev på byrådsmødet den 21. december hævet til 60 mio. kr. på baggrund af en opdateret økonomisk prognose.
Workshops og borgermøde
- Vi ved allerede nu, at budget 2024 bliver vanskeligt, så det gælder om at forberede os bedst muligt, siger borgmester Michael Stegger Jensen (S).
- I byrådet er vi meget nysgerrige på at høre medarbejdernes og borgernes forslag og ideer. Det kan være både mindre forslag, men også forslag som indebærer omlægning eller gentænkning af et område. Opgaven er, at vi skal kunne levere en god service for færre penge, for det er den virkelighed, som både vi og andre kommuner ser ind i. Det netop offentliggjorte regeringsgrundlag bekræfter dette, tilføjer han.
Ud over invitationen til at sende ideer og forslag afvikler Syddjurs Kommune også en række interne innovationsworkshops for ledere og medarbejdere. I marts måned afvikles desuden et åbent borgermøde om sparekataloget.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.