
SYDDJURS: Borgmester Kirstine Bille (SF) og kommunaldirektør Nich Bendtsen har i efteråret 2011 og i januar 2012 været på besøg hos 21 virksomheder i kommunen. Besøgene er første del af en række initiativer for at løfte erhvervsindsatsen i kommunen.
Syddjurs Kommune har de seneste år fået en utilfredsstillende placering i målinger af erhvervsvenlighed. Det har Syddjurs Kommune sat sig for at lave om på med borgmesteren og kommunaldirektøren i spidsen.
Økonomiudvalget har godkendt en erhvervshandlingsplan for 2012 med seks konkrete indsatsområder. Borgmester Kirstine Billes og kommunaldirektør Nich Bendtsens rundtur til de 21 virksomheder var første skridt, og handlingsplanens øvrige initiativer er nu også sat i gang.
Borgmester Kirstine Bille siger:
- I økonomiudvalget har vi taget målingerne af vores erhvervsklima til efterretning og besluttet at gøre noget ved sagen. Derfor har vi lavet en erhvervshandlingsplan for 2012, hvor erhvervsbesøgene er det første skridt ud af flere konkrete indsatser. Besøgene hos de mange erhvervsvirksomheder har været meget lærerige - vi har fået mange positive tilbagemeldinger, men også bud på hvad vi kan gøre bedre, det tager vi med os.
- Det har også været en inspiration at se, at mange af vores virksomheder producerer på livet løs også her i krisen. Jeg glæder mig over, at vi nu fører seks konkrete indsatser ud livet med fokus på bedre erhvervsservice, og jeg ser frem til at besøge flere virksomheder i løbet af året.
Ud over en øget dialog med erhvervslivet gennem besøg og flere uformelle møder rummer handlingsplanen også øget fokus på kommunens interne koordinering. Relevante afdelingschefer og direktører mødes fremover en gang om måneden og koordinerer indsatsen.
Den nye koordinerede erhvervsindsats i kommunen skal sikre, at en virksomhed oplever tæt kontakt til beslutningstagerne, én indgang gennem én erhvervskoordinator og bedre kommunikation under myndighedsbehandlingen.
mou
Erhvervshandlingsplanen rummer følgende seks indsatsområder:
Omdømme og tilfredshed
Epinion gennemfører en analyse af erhvervsklima med henblik på at finde konkrete forbedringspotentialer.
Dialog med erhvervslivet
Besøg hos virksomheder med borgmester og kommunaldirektør. Dialogmøder mellem Syddjurs Erhvervsforening, direktion og økonomiudvalg. Uformelle dialogmøder for erhvervslivet, borgmester, direktion, byråd og økonomiudvalg.
Ambassadører
Fokus på at vores erhvervsdirektør er den central ambassadør for kommunen i erhvervslivet. Syddjurs Erhvervsforening som primær samarbejdspartner og tæt kontakt til toneangivende erhvervsledere.
Én indgang til kommunen
Virksomheder skal opleve en koordineret sagsbehandling og have én indgang gennem én erhvervskoordinator. Aktuelle sager koordineres i et erhvervsteam og i et månedligt chefmøde med afrapportering til direktionen.
Myndighedsopgaven
Afgørelser der træffes på myndighedsområderne, såsom byggesager og miljøområdet, skal kommunikeres så både godkendelser og afslag kan forstås. Der skal skabes politisk ejerskab til opgaven og det snit der lægges i afgørelser.
Politisk ejerskab og handlekraft
På baggrund af dialog med erhvervslivet og med viden fra analysen af erhvervsklimaet skal der udarbejdes en ny erhvervspolitik i 2012.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.