
Få uger efter resultaterne efter KV17 var kendt, kom de første meldinger fra spidskandidater fra store oppositionspartier, hvor det ikke var lykkedes at få borgmesterposten: At nu må der andre til.
Og nu efter et lille års tid med den nye sammensætning i de 98 byråd er der flere, der melder ud, at der skal skiftes, og nye bliver valgt. Der er trods alt kun tre år til november 2021.
I Odsherred meldte V-veteranen Morten Egeskov med 24 år i kommunalpolitik allerede straks efter KV17 ud, at han stopper som spids, efter at Thomas Adelskov (S) igen kunne snuppe borgmesterposten. Selv pegede Egeskov på Helge Fredslund som mulig afløser, men den 31-årige Mathias Hansen vandt ifølge Nordvestnyt en afstemning over Fredslund med stemmerne 33-29 og afløser ham også som gruppeformand og medlem af økonomiudvalget.
Også en anden KV17-taber trak sig straks efter valget. I Nyborg erkendte Vibeke Ejlertsen (S), at hun havde brugt sit ene skud i bøssen. Borgmesterposten gik til Kenneth Muhs (V), der fik absolut flertal med 13 ud af 25 pladser. I maj valgte Socialdemokratiet ny spids, og det blev 24-årige Sonja Marie Jensen med 125 stemmer foran Martin Stenmann med 99. Hun røg så i juni ud i internt stormvejr, da fem ud af ni medlemmer forlod partiets kredsbestyrelse i protest mod hendes ledelsesstil.
Tre jyske spidser skal udpeges
I december 2017 var turen kommet til Esbjerg, hvor John Snedker (S) efter tre valg uden at kunne vinde kommunestyret tilbage til Socialdemokraterne tog den personlige konsekvens. S gik godt nok to mandater frem, men den samlede røde blok manglede et enkelt mandat i at kunne danne flertal. Søren Heide Lambertsen er foreløbig blevet gruppeformand, men ny S-spids er endnu ikke valgt.
I januar erkendte skolerådmand Tina French Nielsen (V) i Aalborg, at der skal andre til, efter at hun som spids ved to valg begge gange har tabt til borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S). Hun er klar igen til KV21, men V må finde sig en ny spids, hvilket efter partiets regler skal ske to år før.
I Randers meldte den tidligere borgmester Claus Omann Jensen (V) ud i marts, at han ikke er borgmesterkandidat til KV21, efter det lykkedes Torben Hansen (S) at erobre posten tilbage til Socialdemokraterne. Her er Christian Brøns gruppeformand, men ny spids er endnu ikke fundet.
Kandidat forsøgt presset ud
I maj kom turen til Lejre, hvor det største parti i byrådet, Venstre, ved valget havde måttet se centrum-venstre-koalitionen fortsætte med Carsten Rasmussen (S) som borgmester. Line Holm Jacobsen havde trukket sig som V-spids. Tina Mandrup med bare to års byrådsanciennitet vandt ifølge Sjællandske V-afstemningen foran Erik Holst med stemmerne 76-33.
I Hedensted var det også Venstre, der i skulle finde en erstatning for en KV17-taber, efter Kasper Glyngø (S) blev ny borgmester - den første fra S i den sammenlagte Hedensted Komune. Borgmesteren i 2010-2017 Kirsten Terkilsen besluttede sig i august for at stoppe som spids, og blev som V-spids afløst af den mangeårige gruppeformand Ole Vind, der i en afstemning scorede 255 foran sin modkandidat Merete Skovgaard-Jensen med 167 stemmer.
Her var der en krølle på den velbesøgte lokalpolitiske proces, da det på mødet kom frem, at Terkilsen åbenbart støttede Vind i en grad, at hun havde forsøgt at overtale Merete Skovgaard-Jensen til slet ikke at stille op. Skovgaard-Jensen lod sig dog ikke presse ud, men stillede op alligevel.
Fra Rebild kan det i øvrigt nævnes, at den allerstørste stemmesluger ved KV17, Allan Busk fra Den Sociale Fællesliste, stopper i lokalpolitik efter denne periode. Med 1.776 stemmer var han kraftigt medvirkende til at sikre listen fire pladser. Især på hjemmebanen i Terndrup fik Allan Busk en næsten uhørt opbakning med hver anden stemme, skriver Nordjyske.
Den tidligere S-politiker gik ved KV17 til valg på at vælte borgmester Leon Sebbelin (R) - hvilket ikke lykkedes.
Er der blandt dknyts læsere viden om tilsvarende beslutninger og valg fra de store oppositionspartier rundt om i kommunerne, så tager vi gerne imod oplysninger - og varmer op til en senere opsamling. Skriv til [email protected]
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.