NORDJYLLAND: Jasmine Søgaard tager godt imod undskyldning fra forhenværende socialdemokrat Thomas Hav.
Efter kommunal- og regionsrådsvalget i november havde de to en længere Facebook-korrespondance om politik, men uden videre ændrede beskederne fra Thomas Hav pludselig tone, og han kaldte blandt andet Jasmine Søgaard for tæve, mens han omtalte en anden partikollega som ’house-fisse’.
Det var en stor fejl, understreger han nu:
- For det første vil jeg gerne sige et stort undskyld og beklage personligt til Jasmine Søgaard. Det var ikke i orden, siger han i en beklagelse, som han også har sendt til hende.
- Jeg er oprigtigt ked af det passerede og den smerte, det har påført andre. Mit ordvalg har været upassende og stødende. Det siger jeg undskyld for, fortsætter han til DR Nordjylland.
Som følge af beskederne bad Socialdemokratiets gruppe i regionsrådet i Nordjylland Thomas Hav om at trække sig fra regionsrådet, men han valgte i stedet at trække sig fra partiet og afviste i første omgang at kommentere på beskyldningerne.
'Fuld respekt for kvinder'
Til flere medier forklarede han dog, at hans tilbagetrækning skyldtes manglende indflydelse og tillid hos Socialdemokratiet efter valget. Nu erkender han korrespondancen og understreger trods ordlyden i beskederne, at han har fuld respekt for kvinder.
- Det har aldrig været min hensigt at støde eller såre andre, hverken i den konkrete sag eller nogensinde. Jeg erkender, at jeg skal arbejde med min elendige kommunikation. Jeg sætter stor pris på kvinder, og jeg har kun ønske om, at vores samfund bygger på de kompetencer og værdier, som kvinder og mænd har i fællesskab.
DR Nordjylland har efter Thomas Havs undskyldning talt med Jasmine Søgaard, der tager godt imod udmeldingen.
- Jeg er lidt forundret over, at den først kommer nu, hvor jeg er stået frem, men jeg godtager det selvfølgelig. Det er rigtig godt. Man skal altid have en mulighed for at ændre adfærd, siger hun.
Thomas Hav fortsætter nu som løsgænger i regionsrådet i Nordjylland og siger, at det er ude af hans hænder, om han på et tidspunkt kan blive en del af partiet igen.
- Jeg har fortsat et stort hjerte for Socialdemokratiet, slutter han.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.