

Statsadvokaten i Viborg har besluttet, at der ikke skal rejses tiltalte mod en tidligere ledende overlæge i Regionspsykiatrien i Randers. Det skriver TV2 Østjylland.
Region Midtjylland meldte den tidligere overlæge til politiet i november sidste år, efter at der var blevet gjort alvorlige fund i gennemgangen af 1500 patientjournaler.
En henvendelse fra en whistleblower fik Region Midtjylland til at ansætte en række erfarne speciallæger til at gennemgå patientjournaler fra 2019 og frem.
Her gjorde man flere fund, der fik regionen til at anmelde overlægen til politiet. Men Statsadvokaten har nu vurderet, at der ikke er grundlag for at rejse tiltale.
- Styrelsen for patientsikkerhed har gennemgået et meget stort journalmateriale og har fremsendt en udtalelse, hvor det blandt andet fremgår, at de ikke særskilt ville have politianmeldt overlægen, og på den baggrund vurderer vi, at der ikke er grundlag for at gå videre med sagen.
TV2 Østjylland har været i kontakt med den tidligere overlæge, der ikke ønsker at kommentere Statsadvokatens beslutning.
Region Midtjylland oplyser, at den tager afgørelsen til efterretning, skriver det regionale medie.
Henvendelsen fra whistlebloweren drejede sig om bekymring over overlægens arbejde. I marts i år fik forældrene til en kvindelig patient, der begik selvmord efter et forløb i psykiatrien i Randers, tilkendt erstatning.
Patienterstatningen vurderede, at kvindens selvmord med overvejende sandsynlighed kunne være undgået, hvis behandlingen havde levet op til standarden for en erfaren specialist.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.