
To kommunalbestyrelsesmedlemmer i Herlev er indenfor halvanden uge valgt som folketingskandidater for deres partier, skriver Herlev Bladet.
Den ene er Marco Damgaard (S), som er valgt i Brønshøjkredsen. Han er formand for børne- og uddannelsesudvalget og medlem af økonomiudvalget og desuden kendt som skoleleder på Tingbjerg Skole, som ligger i kredsen.
- Jeg elsker mit job som skoleleder ved siden af det vigtige arbejde som kommunalbestyrelsesmedlem, men jeg har også i stigende grad haft lyst og motivation til at være professionel fuldtidspolitiker, siger han til Herlev Bladet, som nævner, at han tidligere er blevet kaldt partiets kronprins til at blive Herlevs borgmester efter Thomas Gyldal Petersen (S).
Marco Damgaard vil fortsat stille op til KV25, og hvis han senere bliver valgt til Folketinget, vil han trække sig som følge af sit partis forbud mod dobbeltmandater, siger han.
Den anden nye folketingskandidat fra Herlev er Dorte Vilhelmsen (K), som desuden også sidder i regionsrådet i Hovedstaden. Hun er valgt i Ballerupkredsen, som dækker Ballerup og Glostrup kommuner. Hun vil gerne bygge bro mellem kommunen og Christiansborg, ligesom hun nu gør mellem regionen og kommunen, siger hun.
Dorte Vilhelmsen, som i sit civile liv er zoneterapeut, agter også at stille op til KV25, og hvis hun senere bliver valgt til Folketinget, vil også hun overlade sin plads i kommunen til næste på listen.
I forvejen er et tredje kommunalbestyrelsesmedlem i Herlev, Ibrahim Benli (EL), opstillet til Folketinget.
EL-rokade og R-genvalg
Og a propos Enhedslisten: På partiets nyligt overståede årsmøde er der sket et par rokader i forhold til det valg af spidskandidater, som blev foretaget for hele landet på sidste års landsmøde.
35-årige Nana Højlund, der til daglig er sosuassistent og formand for FH Østjylland, er valgt som ny spids i Vestjyllands Storkreds, skriver TV Midtvest. Hun afløser Maria Temponeras, som i stedet er blevet spids i Østjyllands Storkreds, skriver Temponeras på Facebook.
Til sidst to radikale genvalg:
De Radikale i Silkeborgkredsen har genvalgt Johan Brødsgaard som folketingskandidat. Han er i forvejen også valgt som kandidat i Holstebrokredsen. Johan Brødsgaard er viceborgmester i Silkeborg og sidder desuden i KL's bestyrelse.
Desuden er Hanne Roed blevet genvalgt som radikal folketingskandidat i Favrskovkredsen, oplyser partiforeningen. Hun er 1. næstformand i Regionsråd Midtjylland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.