
GULDBORGSUND / SORØ: Store Åmose og højmosen Horreby Lyng skal genvinde fordoms storhedstid, så sjældne og interessante dyr fortsat kan leve i moserne. Det er målet med, at EU's naturprogram LIFE+ giver 30 millioner til genoprettelsen af de to højmoser. Projektet, der i alt koster 40 millioner og varer fire år, får desuden 10 mio. kr. fra Miljøministeriet.
- Det er en stor dag og en fantastisk mulighed for vores lokale natur, siger udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget Arne Graae Jensen (V), Guldborgsund. Og i Sorø Kommune håber politikerne, at projektet kan give positiv opmærksomhed på egnen:
- Det er jo noget særligt at få lovning på 21,5 mio. kr., så stort et projekt har en masse positive sidegevinster. Naturgenopretningsprojektet vil udover at sikre højmosen helt sikkert bidrage med øget opmærksomhed og udvikling i naturturisme i Naturpark Åmosen, siger udvalgsformand for Teknik- og Miljøudvalget, Linda Nielsen (SF).
Arne Graae Jensen pointerer, at projektet også vil medføre en del entreprenøropgaver i forbindelse med projektet. Det giver god mulighed for lokal økonomisk aktivitet og bidrager positivt til den lokale økonomi, siger han.
Begge kommuner er glade for opbakningen fra lokale lodsejere.
Horreby Lyng og Store Åmose er et såkaldt Natura 2000-område, hvor lodsejere og kommuner i fællesskab skal løfte den store opgave, det er med at sikre levesteder og naturtyper, der er i tilbagegang eller truede i EU for eftertiden.
Højmoser er ikke kun en sjælden naturtype i Danmark, men i hele Europa. Efter mange års tørvegravning og intensiv dræning er højmoserne stort set forsvundet.
Naturgenopretningsprojektet skal skabe forudsætninger for, at Horreby Lyng på sigt kan udvikle sig til en velfungerende højmose igen.
Projektet vil arbejde med følgende:
• Stoppe afvanding af højmosen ved lukning af kanaler og grøfter - så der fastholdes vand i højmosen
• Sikre at de omkringliggende landbrugsarealer kan afvandes uden om højmosen
• Rydde bevoksning der ikke naturligt hører hjemme i en højmose
• Forbedre levevilkår for højmosernes dyre- og plantearter
• Formidle naturområdet og etablere publikumsfaciliteter
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.