
RANDERS: To socialdemokratiske byrådsmedlemmer i Randers skifter med virkning fra i dag partitilhørsforhold til Venstre. Dermed vokser V-gruppen i Randers Byråd til fra 11 til 13 medlemmer, og S-gruppen skrumper fra ti til otte.
De to byrådsmedlemmer er Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard. Med deres partiskifte råder Venstre med 13 og Dansk Folkeparti med tre byrådsmedlemmer nu tilsammen over flertallet alene, hvilket ifølge tidligere udtalelser fra DF-leder Frank Nørgaard er de to partiers uofficielle ambition for KV17.
Selv siger de to partiskiftere, at de gennem de seneste måneder har overvejet deres stilling hos Socialdemokraterne. 'Vi har følt, det var svært at trænge igennem med vores holdninger. Vi tror meget på, at der skal laves brede forlig hen over midten af byrådet i Randers Kommune, og det er vores klare opfattelse, at vi i Venstres byrådsgruppe vil finde mere lydhørhed for vores ønske om det brede samarbejde hen over midten', hedder det i en udtalelse fra Susanne Ringe Sørensen og Ole Skiffard.
- I Venstres byrådsgruppe er vi glade for at kunne byde velkommen til Susanne og Ole. Vi har altid haft en god og konstruktiv dialog med begge, som altid har haft fokus på at skabe bedre rammer og muligheder for alle borgere i Randers kommune. Vi tager deres indmeldelse i vores byrådsgruppe som en opbakning til fortsat at søge mod brede forlig i byrådssalen til fælles gavn for borgerne i Randers Kommune, siger Venstres gruppeformand Anders Buhl Christensen.
Næpe en ren V-DF-omkonstituering
Overfor dknyt uddyber han, at det stadig er Venstres ønske at arbejde bredt sammen med Socialdemokraterne, men at det naturligvis vil blive 'med en anden styrke', nu da Venstre sammen med DF har flertal alene.
Anders Buhl Christensen svarer ikke direkte på, om det ændrede styrkeforhold vil betyde, at borgmesterpartiet vil genåbne overvejelserne om omkonstituering, men han siger dog, at der næppe bliver tale om en omkonstituering gennemtrumfet af V og DF alene, selv om de nu har flertallet til det. En omkonstituering giver kun mening, hvis begge de to store partier med med, mener han.
Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne var indtil for nogle uger siden langt inde i overvejelser om at bryde valgnattens konstitueringsaftale og sende venstrefløjslisterne ud i mørket, men overvejelserne faldt på intern socialdemokratisk uenighed. Et forløb der har været medvirkende til dagens partiskift:
Den ene af de to partiskiftere, Ole Skiffard, siger til dknyt at håndteringen af uenigheden var dråben. 'Jeg har det svært med, at når vi er delt syv mod tre, så er det de tre der kommer til at bestemme', siger han om det mindretal i S-gruppen som var imod omkonstituering.
Også den indædte skolestrukturdebat sidste år har dog spillet en rolle for partiskiftet. Ole Skiffard gik imod resten af sin gruppe og har siden da følt at flere af hans daværende partifæller både i byrådsgruppen og i baglandet gerne ville af med ham.
- Det var kun et spørgsmål om tid, siger Ole Skiffard til dknyt.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.