
To markante politikere, som røg ud af Folketinget ved valget i 2022, håber at blive valgt ind igen og skifter nu kreds.
Den ene er Marcus Knuth (K), 48 år, som har droppet sin opstilling i Aarhus Syd-kredsen og fremover i stedet stiller op i Guldborgsund-kredsen. Det oplyser Aarhus Konservative Vælgerforening i en pressemeddelelse, skriver Jyllands-Posten.
Marcus Knuth, som er søn af lensgrave Adam Knuth og opvokset på Knuthenborg på Lolland, sad i Folketinget 2015-2022 for først Venstre og senere De Konservative, valgt i Guldborgsund-kredsen. Han var bl.a. formand for udenrigsudvalget, næstformand for Udenrigspolitisk Nævn samt politisk ordfører. Siden 2020 har han været K-kandidat i Aarhus Syd. Ved valget i 2022 fik partiet imidlertid kun et enkelt mandat i Østjyllands Storkreds, og det gik til nuværende partileder Mona Juul.
Marcus Knuth stillede også op til det netop overståede Europaparlamentsvalg, hvor han fik godt 26.000 stemmer, dog uden at blive valgt. Over 6.000 af stemmerne hentede han i Sjællands Storkreds, især i det sydlige område, og de høje tal er en væsentlig faktor i hans beslutning om at skifte kreds.
I Guldborgsund afløser han Stine Pilt Olsen som folketingskandidat. I nabokredsen Lolland er byrådsmedlem Henrik Jacobsen (K) folketingskandidat, og han erkender i Lolland-Falsters Folketidende, at Knuth er et meget kendt navn. Han håber dog, at vælgerne i højere grad vil se ham som en lokalpolitisk stemme.
I øjeblikket har De Konservative kun et mandat valgt i Sjællands Storkreds, nemlig Brigitte Klintskov Jerkel.
Oguz søger genvalg
Den anden tidligere MF, som har skiftet kreds, er Halime Oguz (SF), 54 år, som sad i Folketinget 2019-2022, opstillet i Nørrebrokredsen. Hun var SF's ordfører for bl.a. integration, bolig og byudvikling. Hun blev ved seneste valg kun 1. suppleant i Københavns Storkreds, hvor Pia Olsen Dyhr, Carl Valentin og Lisbeth Bech-Nielsen fik de tre pladser, partiet opnåede.
Halime Oguz vil dog gerne tilbage, og hun blev onsdag aften valgt som ny folketingskandidat i Sydhavnen, oplyser hun på Facebook.
"Selvom mit udgangspunkt er Sydhavnen, vil jeg repræsentere hele København samt Tårnby, Dragør og Frederiksberg," skriver hun og bebuder blandt andet, at hun vil tage kampen op mod antidemokratiske kræfter, der truer fællesskabet, og dem, der modarbejder ligestilling eller skaber utryghed gennem kriminalitet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.