Især er Tønder blevet væsentlig bedre til at følge op på anbringelser og andre foranstaltninger inden for tidsfristerne.
- Vi kan se, at vi bevæger os i den rigtige retning, og jeg er overbevist om, at vi når helt i mål inden for det næste halve års tid, siger formanden for Børn- og Skoleudvalget, Kirsten Rasmussen (V).
En opgørelse fra april i år viste, at i 237 tilfælde havde kommunen ikke fulgt op på gennemførte foranstaltninger inden for de lovbestemte tidsfrister. Det tal er nu reduceret til 45.
- Så der er virkelig sket fremskridt, og det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med. Men målet er, at vi skal overholde tidsfristerne i alle sager, så vi fortsætter den målrettede indsats, siger Kirsten Rasmussen.
Baggrunden for den positive udvikling er bl.a. flere ressourcer. Der er gjort brug af vikarer, og desuden har kommunens egne socialrådgivere på frivillig basis kunnet påtage sig overarbejde.
Medarbejderne har også været på efteruddannelse, og et nyt system styrer nu sagsbehandlingen. Samtidig er det tværfaglige samarbejde blevet mere systematiseret og bedre organiseret for at sikre en tidlig og helhedsorienteret indsats.
Siden april er kommunen også blevet bedre til at gennemføre de indledende undersøgelser, der skal afdække behovet for en evt. foranstaltning. I april var der 50 sager, som ikke var under behandling. Det er nu reduceret til 15.
Til gengæld halter det stadig med at udarbejde handleplaner. Her manglede kommunen i april at lave 145 handleplaner, og det er steget til 168.
- Årsagen er, at vi først og fremmest har haft fokus på at forbedre opfølgningen. Og det er jo lykkedes. Men det er vigtigt at understrege, at manglende handleplaner ikke betyder, at der ikke er sat foranstaltninger i værk, hvis der er behov for det. Men selvfølgelig skal vi også på omgangshøjde med handleplanerne, og målet er, at vi har handleplaner for alle sager i andet kvartal af 2009, oplyser Kirsten Rasmussen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.