Det er nye konkurrenceregler og en ændring i tilbudsloven, der betyder, at kommunerne nu har pligt til at konkurrenceudsætte de 'bløde' områder, når eksempelvis organisationsformen skal fornyes.
Ingen af de to prækvalificerede aktører ønskede at afgive et tilbud på opgaven, og derfor overgår opgaven til Horsens Kommune, der med kommunalreformen den 1. januar 2007 overtog den regionale forsyningspligt på et sådant døgntilbud.
Så gerne KFUM fortsatte
- Det havde været dejligt, hvis vi kunne have drøftet situationen undervejs med bestyrelsen for den selvejende institution, men det må vi ikke med de regler, der er. Jeg havde gerne set, at KFUM fortsat drev Sølyst, men når de ikke byder, må vi vedstå os vores ansvar og selv løse opgaven, siger borgmester Jan Trøjborg (S) ifølge kommunens pressemateriale.
Med kommunalreformen overtog Horsens Kommune det tidligere Vejle Amts driftsoverenskomst med Det sociale døgncenter Sølyst.
I slutningen af 2007 vedtog Horsens Byråd en sammenhængende indsats over for misbrugere og socialt udsatte borgere, der blandt andet indebar etableringen af Center for Socialt Udsatte (CSU).
CSU tilbyder rådgivning og behandling ved afhængighed og misbrug af alkohol og/eller narkotiske stoffer. Behandlingsforløbet tilrettelægges individuelt for den enkelte borger og kan være enten ambulant eller døgnbehandling. Og centret skal sikre, at borgeren kun behøver at henvende sig ét sted for at få den nødvendige hjælp.
Byrådets ønske om en sammenhængende misbrugsindsats betyder blandt andet fælles ansvar, organisatorisk sammenhæng, rummelighed og fleksibilitet, og derfor også et krav om fælles ledelse i forhold til både dagtilbud og døgntilbud.
Gået for vidt
- Byrådet har meldt klart ud, at man ønsker en sammenhængende og fleksibel indsats til gavn for socialt udsatte borgere. Og det får vi ved at skabe helhed for borgerne og ved at bruge ressourcerne på den bedst mulige måde af hensyn til såvel brugere som skatteborgere. Jeg er selvfølgelig ked af, at KFUM ikke har ønsket at byde på opgaven på Sølyst – øjensynligt på grund af byrådets krav om, at der kun skal være én ledelse med ét budget på hele området, siger formanden for Udvalget for Voksenservice i Horsens Kommune, Charlotte Juhl Andersen (S).
Jan Trøjborg ville gerne have forhandlet med KFUM undervejs, og han vil nu forsøge at rejse sagen på Christiansborg.
- Jeg synes, at dette er et eksempel på, at regeringens udliciterings-besættelse er gået for vidt. KFUM er jo ikke en forretning, der er sat i verden for at tjene penge, og det ville have været meget bedre, hvis vi kunne have drøftet problemerne undervejs og fundet en løsning i fællesskab. Jeg vil nu, hvor sagen er afsluttet, invitere KFUM til et møde, så vi måske i fællesskab kan rette en henvendelse til regeringen for at få reglerne ændret, siger Jan Trøjborg.
Personalet kan fortsætte
Borgmesteren understreger, at han mener, at modellen med én ledelse og ét budget på hele området er den rigtige for at skabe de bedst mulige tilbud til vores socialt udsatte borgere og for at bruge ressourcerne bedst muligt.
Personalet på Sølyst fortsætter – i det omfang, det selv ønsker det – efter den 1. juli, da kommunens overtagelse af driften af Sølyst er omfattet af lov om virksomhedsoverdragelse.
Jan Trøjborg tilføjer, at målet med at samle opgaver og tilbud under en ledelse er at få en bedre ledelse og blandt andet frigøre ressourcer til at oprette seks dagbehandlingspladser for alkoholmisbrugere – et tilbud, der ikke tidligere har eksisteret i Horsens Kommune og som er påkrævet.
- Jeg vil ikke undlade at nævne, at både velfærdsminister Karen Jespersen (V), KL og flere af landets kommuner har vist positiv interesse for Horsens-modellen, siger Jan Trøjborg.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.