Tvangsadoptioner kan tage op til to år

Nogle gange er en børnesag så tung, at kommunen må konkludere, at forældrene aldrig kommer til at være gode nok forældre til at tage sig af deres børn. Det kan være narkomaner, som ikke udviser tegn til at kunne komme ud af deres misbrug. Det kan være udviklingshæmmede, der får børn, selvom de måske langt hen ad vejen selv kan kaldes børn.

I de sager kan kommunen vælge at bortadoptere barnet, uden at forældrene har givet tilladelse til det. Og det sker oftere end tidligere.

For i 2015 betød en lovændring, at hvor det før skulle 'bevises', at forældrene aldrig vil kunne tage sig af barnet, skal det nu 'sandsynliggøres', at forældrene aldrig vil opnå evnen til at være forældre. Samtidigt blev det muligt at tvangsadoptere et barn, der er under et år, og et barn, der har været tvangsanbragt i mindst tre år. Det havde man ikke tidligere kunnet.

Og det har betydet en sagspukkel hos de af landets kommuner, der har valgt at gøre brug af reglerne om tvangsadoption. I dag kan der således gå op mod to år, fra en kommune overvejer tvangsadoption, til sagen er ført til dørs.

Det betyder også, at enkelte kommuner helt har opgivet at få tvangsadopteret et barn, fordi de vurderede, at et langstrakt sagsforløb ville have negativ betydning for barnet og de involverede parter. Af de 49 kommuner, der har overvejet at indstille en eller flere sager om adoption uden samtykke til børn og unge-udvalget, har seks kommuner således undladt at indstille en eller flere af sagerne på grund af den lange ventetid, fremgår det af rapporten.

'Der bør være tidsfrister'
Og det bekymrer både kommunerne og de tre statslige myndigheder, som har med tvangsadoption at gøre, lyder det i en ny rapport, som Ankestyrelsen har udgivet om emnet.

Hverken kommunerne, Statsforvaltningen, VISO eller Ankestyrelsen kan på nogen måde se, at det kan være til barnets bedste, at sagsbehandlingen er så lang. En kommune skriver fx i en kommentar i det spørgeskema, som kommunerne har fået tilsendt fra Ankestyrelsen:

'Processen i forhold til behandling af disse sager er al for lang ud fra barnets perspektiv. Der bør være tidsfrister i forhold til behandling af sager i retten og landsretten. Har nu ventet 9 måneder på behandling af sag i landsretten, det er ikke til barnets bedste.'

Kommunerne fortæller endvidere, at det kommer bag på dem, at det tager så lang tid før en sag er endelig afsluttet, og at det kan få indflydelse på deres vurdering af, om de i fremtiden skal indstille en sag til adoption uden samtykke.

Værst med fremmedadoptioner
Blandt de personer, som Ankestyrelsen har interviewet hos de statslige myndigheder, er vurderingen, at den lange sagsbehandlingstid især går ud over de såkaldte fremmedadoptioner.

Det vil sige sager, hvor man ønsker at bortadoptere uden samtykke, uden på forhånd at have en egnet plejefamilie, der kender barnet. For den lange sagsbehandlingstid betyder, at barnet da først kan flyttes til adoptivforældrene, når sagen er helt afsluttet. Og dermed er barnet langt ældre, end det var meningen, når det bortadopteres.

Andre af interviewpersonerne peger på, at det især er børn, som allerede er anbragt, der rammes hårdest af den lange sagsbehandling, fordi plejebørnene oplever at stå i en usikker situation, mens sagen bliver behandlet.

Retten trækker ud
Selvom loven handler om adoptioner uden samtykke fra de biologiske forældre, har de biologiske forældre selvfølgelig mulighed for at tage sagen til byretten og efterfølgende til landsretten.

Ifølge Statsforvaltningen sker det i stort set samtlige sager. Og det er især i forbindelse med retssagerne, at den lange sagsbehandlingstid opstår, fordi domstolenes ventetid kan være flere måneder lang.

Under interviewene gav interviewpersonerne nogle forslag til, hvordan man kan nedbringe sagsbehandlingstiden.

De foreslog blandt andet, at man kunne sætte en tidsfrist for, hvor lang tid domstolene har til at behandle sagerne. Samtidig foreslog de, at domstolsbehandlingen blev samlet ved en særlig børneret med opprioritering af opgaven.

Ingen ændring i loven på vej
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) er allerede opmærksom på de lange behandlingstider, og i maj bedyrede hun et opgør med dem, så tvangsadoptioner fremover kan foregå hurtigere.

- For ganske få børn er en plejefamilie ikke det bedste. For de børn kommer til en verden, hvor det er aldeles skadeligt at vokse op, og her kan en adoption uden samtykke være det rigtige. Jeg tror, at hvis kommunerne kigger ind i en proces, der er mere end to år lang med en række instanser, man skal forbi for at få den endelige afgørelse, så tror jeg, det kan være med til, at nogle kommuner vælger ikke at gå den vej, sagde Mercado i maj.

Ministeren har dog ingen intentioner om at ændre 'på lovens bogstav':

- Det handler om at sikre en hurtigere vej. For vi kan se, at en række sager, der har været med bortadoptioner, trækker ganske lang tid ud, sagde hun.

Artiklen er den første i en mini-serie baseret på dknyts gennemgang af Ankestyrelsens rapport om adoption uden samtykke. Undersøgelsen har fokus på kommunernes kendskab til og brug af reglerne, efter de blev lempet i oktober 2015. 

Serien fortsætter med flere artikler i morgen.

Hele rapporten finder du her.