dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

Tynde principper for kommunal frihed i økonomiaftale

Kommuneaftalen indeholder som noget helt nyt principper for god decentral styring. Det lyder godt, men er uden virkning - nærmest som et løfte om medvinde på cykelstirerne, vurderer professor
14. JUN 2007 8.23
Den årlige aftale om kommunernes økonomi plejer at handle om tørre tal og benhårde procenter. Det gør den også i år, men som en absolut nyskabelse indeholder den også en række principper for god decentral styring.
KL og regeringen er blevet enige om otte principper, som handler dels om samarbejdet og ansvarsfordelingen mellem stat og kommuner, dels mellem kommunen og dens institutioner (se fakta nederst).

Det ser rigtig godt ud. Men man kunne lige så godt have indgået en aftale om medvind på cykelstierne, mener professor ved Syddansk Universitet og ekspert i kommunale forhold, Poul Erik Mouritzen.

Fred og ingen hovsa-indgreb
- Regeringens intentioner er at få fred og ikke hele tiden at blive hængt op på enkeltsager. Med de her principper håber regeringen at kunne henvise til kommunernes ansvar, hvis der dukker en ubehagelig enkeltsag op. Kommunernes interesse er, at enkeltsager ikke skal føre til de voldsomme principielle debatter og hovsa-indgreb, som de har oplevet igen og igen. Men jeg tror ikke på det, siger Poul Erik Mouritzen.

Enkeltsager ? det nødvendige skyts
Det er her, medvinden på cykelstierne kommer ind i billedet. Ligesom med vindretningen, kan man ikke aftale sig til, at de politiske partier skal kæmpe fredeligt og fordrageligt om regeringsmagten. Og det er netop i dén kamp, at enkeltsagerne spiller en vigtig rolle, pointerer han.
- Oppositionen vil til enhver tid have en interesse i at vælte den siddende regering. Og her er enkeltsagerne et skyts, som en opposition må tage imod med kyshånd. Hvad ville Lars Løkke gøre, hvis han sad i opposition, og der opstod en beskidt enkeltsag? Ville han undlade at bruge den som kritik af en S-regering? Det er helt utænkeligt, siger Poul Erik Mouritzen.

Kommunerne er blevet kampplads om regeringsmagten
- Kommunerne ER blevet kampplads for de politiske partiers kamp om regeringsmagten ? det kan man ikke aflyse med en aftale, fastslår han.

- Der er sket er skred hen over nogle år, hvor landspolitik er kommet til at handle mere og mere om velfærd. Det ser vi først rigtigt ser virkningen af nu. Det begyndte for alvor med demonstrationerne sidste efterår. Det er én af den slags episoder i dansk politik, som får nærmest mytisk karakter, og som er med til at forme politikernes tækning om, hvordan man vinder valget.

- Christiansborg politikerne er blevet meget bevidste om, at slaget om vælgerne udkæmpes på det kommunale område nu. Socialdemokraterne ved, at man kan vinde regeringsmagten dér og Fogh ved, at det er der, man kan tabe den, siger Poul Erik Mouritzen.

Flere penge end nogensinde før
Kommunerns rolle som kampplads er ikke alene grunden til, at principperne om decentral styring er kommet med i aftalen. Det er også grunden til, at kommunerne fået flere penge, end nogensinde før, pointerer Poul Erik Mouritzen.
Det er et forestående valg at tage hensyn til.

- Kommuneaftalen er forudsigelig. De har aldrig fået så mange penge, som de har fået i år. Da man sidste år havde den heftige diskussion om overskridelsen af budgetterne, var det godt en milliard, der skilte parterne. Nu er der pludselig tre-fire milliarder i luften uden at nogen så meget som løfter et øjenbryn.

FAKTA ? Principper for decentral styring
Klar ansvarsfordeling mellem stat og kommuner
1. Tydeligt opgaveansvar over for borgerne
2. Enkeltsager løses konkret

Mål ? og rammestyring er grundlag for samarbejdet mellem stat og kommuner
3. Klare mål og fokus på resultater
4. Dokumentation af indsats og effekt

Klart politisk ledelsessansvar og rum for ledelse og medarbejdere i de udførende institutioner
5. Politiske målsætninger er styrende for indsatsen
6. Decentralt ledelsesrum og metodefrihed
7. Mål og resultater synliggøres for borgerne
8. Aktiv deltagelse af medarbejdere og brugere






Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/tynde-principper-for-kommunal-frihed-i-oekonomiaftale

GDPR