
Foreningen Realdania har netop bevilget 40 mio. kr. til udvikling af den jyske vestkyst. Der er tale om en sammenhængende indsats, som giver et fysisk løft til flere af de centrale kystbyer til gavn for borgere og besøgende, oplyser foreningen.
Der bor godt en halv million mennesker langs den danske vestkyst. Og selvom knap 18 millioner gæster besøger den 550 km lange, åbne kyststrækning årligt, halter vestkysten stadig efter eksempelvis Nordtyskland som destination. Realdania vil være med til at løfte uindfriet potentiale i kystbyerne.
- Udvikling af vestkysten er mere end skumsprøjt, sommerhuse og tilfredse turister - det handler også om stedbundne arbejdspladser og levende lokalsamfund. I Realdania vil vi gerne være med til at skabe grundlag for levedygtige lokalmiljøer, og vi tror på, at effekterne af en målrettet indsats i kystbyerne vil sprede sig som ringe i vandet til gavn for både befolkningen og de mange gæster, der årligt besøger vestkysten, siger Nina Kovsted Helk, filantropidirektør i Realdania.
Den nye bevilling på 40 mio. kr. kommer i forlængelse af - og som en naturlig udmøntning af - Udviklingsplan for Vestkysten, som blev lanceret i sommeren 2018. Udviklingsplanen er udarbejdet af 11 kommuner, tre regioner, Dansk Kyst- og Naturturisme samt Realdania. Udviklingsplan for Vestkysten er et samarbejde og en fælles prioritering på tværs af kommunale skel, der tegner en samlet ambition for turismen frem mod 2025.
Natur afgørende for bosætning
I den nye indsats vil Realdania i samarbejde med kommunerne og Dansk Kyst- og Naturturisme styrke en bæredygtig udvikling af udvalgte vestkystbyer i forlængelse af udviklingsplanens ambition om vestkysten som samlet destination. Konkret vil der blive udarbejdet strategisk-fysiske planer for fem-otte feriesteder langs den jyske vestkyst. I forlængelse heraf vil Realdania medfinansiere fire-seks fysiske enkeltprojekter samt et wayfinding-projekt.
- Vi vil støtte fysiske projekter, der binder natur, byliv og mennesker sammen. Som et eksempel fra en anden del af landet har man i Marielyst på Falster skabt et samlingssted på det gamle torv ved hjælp af et nyt 'gulv' af egetræsplanker. I Søndervig indbyder en ny sandplads til aktiviteter i børnehøjde. Det er projekter, Realdania tidligere har støttet, der giver et kvalitetsløft til en kystby til gavn for borgere og besøgende, siger filantropidirektør Nina Kovsted Helk.
Den aktuelle undersøgelse fra Realdania 'Danskerne i det byggede miljø' dokumenterer nærheden til naturen som en meget vigtig faktor for de fleste danskeres valg af bolig. Tendensen er størst i landdistrikter og i de mindre byer, men selv i de mellemstore provinsbyer med op til 50.000 indbyggere er naturen den vigtigste årsag til valg af bopæl.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.