RANDERS: Det deler vandene både i og uden for den politiske del af Randers, at Venstres spidskandidat, Christian Brøns, onsdag meddelte, at han trækker sig fra stemmesedlen kort før kommunalvalget med en usund kultur i Randers Kommune som årsag.
Flere lokale politikere er ærgerlige, men også forundrede.
- Det kom som en stor overraskelse for mig, fordi jeg jo kender Christian som et meget målrettet og ihærdigt menneske og politisk dygtigt, så ja, jeg havde egentlig opfattelsen af, at det var hans store drøm at tage borgmestertaburetten næste gang, så det kom som et stort chok, siger Louise Brown, der er spidskandidat for LA.
Mens Dansk Folkepartis byrådsmedlem Frank Nørgaard er enig i, at der hersker en skidt kultur i Randers.
- Der er et dårligt arbejdsklima, og der er mere fokus på, hvad man siger, end hvad man gør, siger han til TV2 Østjylland.
Nuværende borgmester Torben Hansen (S) gav dog igår udtryk for, at han mener, kulturen er blevet bedre.
- Jeg tror, alle kan skrive under på, at tonen i debatterne er blevet betydelig bedre, siger han.
Noget, han ikke fortæller
Og i dag kritiserer Randers Amtsavis' chefredaktør i sin leder Christian Brøns for at kaste dårligt lys over Randers, samtidig med at han spekulerer i, om den fulde forklaring nu også er kommet frem.
- Det kunne han have reageret på, hvis han ville, på et langt tidligere tidspunkt ved ikke at lade sig vælge som borgmesterkandidat, så forklaringen holder ikke. Der stikker noget under. Der er noget, vi ikke ved, der er noget, han ikke fortæller, siger han.
Samme tvivl har Louise Brown.
- Der er en usund kultur. Men om det er den rigtige forklaring eller ej, det kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålstegn ved, siger hun.
I følge en analyse af kommunalforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, så kan den usunde kultur have spillet ind, men han mener heller ikke, det er hele forklaringen.
- Det er måske lokale meningsmålinger, man har fået lavet i Venstre, som gør, at han måske ikke synes, at fremtiden ser så lys ud, sagde han i går til TV2 Østjylland.
Frank Nørgaard holder fast i sit fokus på den usunde kultur.
Han er ude og sige, at det skyldes en usund kultur, men mere siger han egentlig ikke. Hvad tænker du om, at han ikke fortæller mere?
- Det er helt op til Christian Brøns, hvad han vil fortælle, men jeg kan i hvert fald bare nikke genkendende til, at der er en usund kultur, og det har der været hele tiden, siger Nørgaard.
TV2 Østjylland ville gerne have spurgt Christian Brøns om, hvordan han forholder sig til spekulationerne om, at han ikke har givet den fulde forklaring, og hvorfor han ikke ønsker at være konkret, når han siger, at der hersker en usund kultur i Randers Kommune. Men har har ikke ønsket at stille op til interview.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.