AKTUELT:FV26KL TopmødeFinanslov 2026BeredskabOK26Grøn trepartBudget 2026Podcast: Ledelse i forandring
Markus Zhen Wei Jin (V) og Julie Vinter (S) håber, at aldersgennemsnittet på landsplan falder yderligere.
Venstre/Socialdemokratiet

Unge byrådsmedlemmer savner aldersvenner

På KL Topmødet har fire unge lokalpolitikere sat deres alder på dagsordenen og kræver et større fokus på rekruttering til ungdomspartierne. 
13. MAR 2026 11.56

FURESØ / HJØRRING: Som 18-årig blev Markus Zhen Wei Jin (V) Danmarks yngste byrådsmedlem nogensinde, da han sidste år blev valgt ind i byrådet i Furesø Kommune. Samme år blev 22-årige Julie Vinther (S) valgt ind i byrådet i Hjørring.

Selvom de kommer fra hver sin ende af landet, deler de samme ambition: Flere unge skal engagere sig i lokalpolitik.

Det fortalte de fredag formiddag fra scenen til KL Topmødet i Aalborg – i øvrigt sammen med Isabella Heilmann (EL) fra Aarhus og Mads-Magnus Damm (DF) fra Tønder.

Unge er fortsat i mindretal i kommunalpolitik. I Hjørring Kommune er gennemsnitsalderen i byrådet netop faldet til 49,9 år, mens den på landsplan ligger på 50,9 år. Samtidig er politikere under 40 år fortsat markant underrepræsenterede.

- Et af mine mål for de næste fire år er at få flere unge kolleger, siger Markus Zhen Wei Jin til DK Nyt.

Et liv ved siden af politik

Selvom byrådsarbejdet fylder meget i hverdagen, forsøger de begge at få plads til andre ting.

- Det handler om prioritering. Jeg ved godt, jeg har misset et par fødselsdage, men for mig er det det hele værd, siger Markus Zhen Wei Jin.

For Julie Vinther er balancen mellem politik og studie vigtig. Hun læser til sygeplejerske ved siden af arbejdet i byrådet.

- Byrådet ligger højt på min prioriteringsliste, men mit studie er mit vigtigste fokus, siger hun.

Mangler nogle at spejle sig i 

Både Markus Zhen Wei Jin og Julie Vinther oplever, at mange unge interesserer sig for politik, men tøver med selv at stille op.

- Jeg møder mange, som er engagerede og har en politisk holdning. Men tonen mod politikere – både i virkeligheden og på Facebook – er så grov, at nogle ikke tør stille op. De gider ikke blive skrevet grimt til og om, og det forstår jeg godt, siger Julie Vinther.

Ifølge de to unge byrådsmedlemmer mangler mange unge også nogle på deres egen alder at spejle sig i i lokalpolitikken. De mener, at ansvaret ligger ved moderpartierne. 

- Jeg blev selv forslået at stille op gennem mit ungdomsparti, så hvis der kom mere fokus på dem, kunne det måske gøre en forskel, siger Julie Vinther. 

Bliver genkendt på gaden 

At være ung politiker betyder også, at politikken følger med uden for byrådssalen. Julie Vinther fortæller, at hun jævnligt bliver genkendt – både på indkøb og på en bytur.

- Jeg har en aftale med mine veninder om ikke at snakke politik, når vi er ude, siger hun med et grin.

Men møderne er ikke altid lige behagelige.

- Jeg har oplevet at blive råbt ad i byen. Det er sindssygt hårdt, men jeg prøver at lade det ryge ind ad det ene øre og ud ad det andet, siger hun.

Markus Zhen Wei Jin mener også, at tonen omkring politik bør ændres.

- At der skal stå sikkerhedsvagter foran byrådssalen er skræmmende. Det er ikke ligefrem noget, der tiltrækker unge til at stille op, siger han.

En usikker politisk fremtid

De to unge politikere er dog ikke enige om, hvor længe de selv bliver i politik.

Markus Zhen Wei Jin ser ikke nødvendigvis en lang politisk karriere foran sig.

- Når mine mål er opnået, finder du mig ikke på stemmesedlen igen. Jeg behøver ikke sidde i byrådet, når det, jeg vil opnå, er gjort, siger han.

Julie Vinther er mere åben for en fortsættelse.

- Jeg håber at komme på stemmesedlen igen til næste valg, siger hun.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/unge-byraadsmedlemmer-savner-aldersvenner

GDPR