
BORNHOLM: Danmark kommer ikke til at donere kampfly til Ukraine alene og uden opbakning fra USA. Men kommer højst sandsynligt til at bakke op om vestlige donationer af kampfly på et tidspunkt, siger den ene af partiformand Jakob Ellemann-Jensens sygevikarer, fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen, i Venstres tale på Folkemødet.
- Jeg vil gerne sige, at jeg ikke kan forestille mig, at vi ikke bakker op. Ukraine har brug for fly. Mere end nogensinde, hvis de skal vinde deres kamp. Det gælder også danske F-16-kampfly, siger Troels Lund Poulsen i sin tale.
For blot to dage siden lød det fra den fungerende forsvarsminister, at der fra dansk side ikke er truffet en beslutning om, hvorvidt der skal doneres danske kampfly. Det slår han fast igen efter sin tale.
- Regeringen har ikke truffet nogen beslutning endnu omkring F-16-kampfly, siger Troels Lund Poulsen.
Inden længe kommer ukrainske piloter til Danmark, hvor de skal trænes i at flyve og vedligeholde F-16-fly. Træningen kommer til at ske på Skrydstrup-basen i Jylland, oplyste Troels Lund Poulsen i torsdags. Danmark og Holland står i spidsen for det vestlige samarbejde om at træne ukrainske piloter.
- Der er stor opbakning og ros til det initiativ. Og jeg kan sige, at det vækker opsigt ude i verden, at Danmark nu er med til at tage det skridt, siger Troels Lund Poulsen i sin tale.
Danmark har i alt 43 F-16-kampfly, hvoraf 30 er en aktiv del af flyflåden. De danske F-16-fly er dog ved at blive udskiftet med mere moderne F-35-kampfly.
Troels Lund Poulsen overbragte også en hilsen fra sin partiformand Jakob Ellemann-Jensen, der "kommer frisk og klar tilbage", når han sygemelding udløber 1. august. Det meste af sin taletid på Folkemødet blev dog brugt på danske virksomheder. Troels Lund Poulsen vil eksempelvis give danske iværksættere bedre vilkår.
- Regeringen vil derfor forbedre forholdene for iværksætterne, så de får bedre adgang til kapital og adgang til talent. Vi har allerede taget fat på at løse problemet ved at lempe adgangen for international arbejdskraft. Også afgiften ved generationsskifte vil regeringen lempe, siger Troels Lund Poulsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.