Trods en musketér-ed med fire andre partier vil SF nu alligevel ikke nødvendigvis stemme for Vederlagskommissionens forslag til aflønning af folketingsmedlemmer, ministre og borgmestre, og heller ikke De Konservative vil længere garantere en automatisk gummistempling.
Det bringer et ellers komfortabelt flertal i farezonen. Allerede da Velfærdskommissionen blev nedsat af den daværende SR-regering med støtte af eks-regeringspartneren SF sammen med Venstre og De Konservative, var der 'en gensidig forståelse mellem aftaleparterne om, at aftaleparterne vil følge indstillingen fra kommissionen', hed det direkte i aftalen.
Men SF's gruppeformand Jonas Dahl siger nu direkte fra overfor Politiken, efter at samme avis har opsnuset, at kommissionen er på vej med en 15 pct.'s lønforhøjelse til landspolitikerne og det dobbelte til borgmestrene. Ifølge Ritzau vil De Konservative se hele indstillingen, før de tager stilling, men en ubetinget bekræftelse af musketér-eden er der altså ikke tale om.
Pension, skattefrie tillæg og eftervederlag
Jonas Dahl begrunder overfor Politken SF's undsigelse med, at det var en underforstået forudsætning, at det kommissionen ville komme med, var 'inden for rimelighedens grænser', og til Ritzau siger han at Vederlagskommissionen har lagt et forkert fokus. Jonas Dahl mener at der først og fremmest skal ryddes op i tre ting: MF'ers skattefrie tillæg, pensionsalderen for folketingsmedlemmer og ministre, og eftervederlagsreglerne.
Ingen af de problemer er adresseret i det, der er kommet frem indtil nu, siger Jonas Dahl til Ritzau. Hvis billedet er det samme når Vederlagskommissionen officielt fremlægger sin indstilling, vil den ifølge Jonas Dahls udtalelser til Politiken ikke få SF's stemmer.
Også De Konservative har et øje på pensionsreglerne og det skattefrie omkostningstillæg og vil ifølge Ritzau ved sin endelige stillingtagen lægge vægt på, om den 15 pct.'s lønstigning er en del af en 'oprydning' i disse elementer. Venstre står derimod fast på sit forhåndstilsagn om at stemme for Vederlagskommissionens indstiling uanset dens indhold, siger fungerende ordfører Jacob Jensen til Ritzau.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.