Udviklingsagenter er frivillige og engagerede borgere fra lokalområderne. De har deltaget på et kursusforløb fordelt over fem aftener på et halvt år, hvor de har fået netværk og værktøjer til at føre idéer ud i livet.
Det har vist sig, at metoden med at uddanne udviklingsagenter virker, så kommunens §17.4 udvalg for landsbyer og nærdemokrati har sat penge af til både at uddanne nye udviklingsagenter i ét lokalområde om året og at styrke netværk og fortsat uddannelse af de udviklingsagenter, som er i gang.
Ved kommunesammenlægningen var mange borgere i landsbyerne bekymrede for den nye Vejle Kommunes evner til at engagere sig i landdistrikterne. Den stemning er nu vendt:
- Vi har været glade for kommunens indsats med at uddanne udviklingsagenter. I det hele taget er Vejle Kommune i dag god til at gå i dialog med lokalområderne og er opmærksom på, hvad der sker lokalt, siger Arne Andersen, formand for lokalrådet i Givskud.
Hellere lokal end kommunal
Forsøgsprojektet med udviklingsagenterne blev fulgt og evalueret af antropolog Charlotte Sandgaard Pedersen:
- Det særlige ved Vejle Kommune er, at de systematisk anvender den såkaldte ABCD-metode både til byudvikling og landsbyudvikling. Jeg kender ikke til andre kommuner, der gør det – hverken her eller i udlandet.
- Grundlæggende er det sådan, at ABCD-metoden fokuserer på, hvad der virker i et område, i stedet for kun at give problemerne opmærksomhed. Det er nemt nok at blive enige om, at der er mange problemer – kunsten er at gøre det modsatte, nemlig at finde de gode historier og få dem gjort endnu bedre, forklarer Charlotte Sandgaard Pedersen.
Og engagementet til dette skal komme fra borgerne i lokalområdet:
- I uddannelsen lægger vi vægt på dét, som borgerne brænder for. Det starter lokalt, men hvis idéen er god og hvis engagementet er der, kan projektet ofte få langt større betydning, siger projektleder ved Udviklingssekretariatet Peter Sepstrup.
Et konkret projekt er en energilandsby i Vandel, hvor udviklingsagenter i september i år samarbejdede med Grønt Forum i Vejle i den første fase af et 'byg din egen solfanger'-projekt. Mere end 100 mennesker deltog.
I Øster Starup sogn har udviklingsagenter skabt et projekt, der udfordrer kommunen ved at integrere forskellige planlagte tiltag omkring skolen til ét fælles helhedsorienteret projekt.
ABCD projektet er støtte af Velfærdsministeriets landdistriktspulje med 450.000 kr.
Der er indtil nu blevet uddannet i alt 30 udviklingsagenter i Vejle.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.