
STEVNS: KV17 i Stevns Kommune skiller sig i forvejen ud ved at borgmesterpartiet Venstre har trukket støtten til sin siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsen. Nu skruer den lokale partibestyrelse yderligere op for utraditionaliteten ved at pege på et politisk komplet ubeskrevet blad som ny borgmesterkandidat.
Martin Steen Andersen hedder manden der skal løfte arven og samle partiet. Han er advokat med speciale i boligret, selskabsret, familieret, inkasso, ansættelsesret og tvangsauktioner, men politisk gør han sig først og fremmest bemærket ved aldrig at have været hverken opstillet eller valgt til nogen offentlig post, men er dog medlem af den lokale V-bestyrelse.
- Vi har lagt vægt på at finde en uhildet politisk person til posten. Martin har ikke været en del af de konflikter, der har været i partiet, og derfor har han en særlig position til at samle ikke bare partiet, men hele kommunalbestyrelsen, hvis han bliver valgt som borgmester. Vi har brug for politisk ro, og det tror vi på, at han kan skabe, siger vælgerforeningsformand Hans Peter Michaelsen til Dagbladet Stevns.
Ro er der brug for. En personstrid med udspring i spidskandidatprocessen op til KV13 har i løbet af de første to år af indeværende valgperiode splittet Venstre til roden, ført til eksklusion af et byrådsmedlem og protest-afgang af et andet og drevet støttepartiet de Radikale ud af konstitueringsflertallet, så det nu kun er et enkelt mandat større end oppositionen.
Alt i alt slemt nok til at borgmesterpartiet trak opbakningen til den siddende borgmester. Og slemt nok til at den foretrukne løsning er en udefrakommende uden erfaring.
- Men det er prøvet før. Poul Arne Nielsen kom ind fra sidelinjen i Vallø Kommune, hvor der havde været politisk turbulens i en del år. Han skabte ro og var borgmester - først i Vallø, siden den nye Stevns Kommune - i 20 år. Så det kan godt lade sig gøre, siger vælgerforeningsformand Hans Peter Michaelsen til Dagbladet Stevns.
Den siddende borgmester Mogens Haugaard Nielsen giver sig ikke uden kamp(valg), har han tidligere erklæret og gentager det nu igen i anledning af udpegningen af hans officielle rival til spidskandidaturet ved KV17. Afgørelsen falder ved et opstillingsmøde den 30. august.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.