
BORNHOLM: Nye Borgerliges frontfigur Pernille Vermund tog afsæt i en meget personlig erfaring, da hun holdt dette års sidste partiledertale på Folkemødet. Hendes mor døde i sidste uge efter lang tids sygdom, og under coronaen var hun ligesom andre plejehjemsbeboere ramt af besøgsrestriktioner og isolation.
- Efter nedlukningerne var min mor svækket. Min mor forsvandt fra os i den tid. Det gør mig ondt, når jeg tænker på det tab. Regeringens ekstreme overforsigtighedsprincip har kostet os dyrebar tid sammen og frarøvet min mor oplevelser, som hun aldrig nogensinde får tilbage, sagde Pernille Vermund.
- Kan vi være sikre på, at grundlæggende rettigheder, frihed og vigtige fællesskaber ikke igen trædes under fode? Det tvivler jeg ærligt talt på. Den nye regering fortsætter lige så magtfuldkomment, som Mette Frederiksens slap, sagde Nye Borgerliges leder.
Hun nævnte afskaffelsen af store bededag, nye afgifter der går ud over vognmænd, landmænd, fiskere og andre gode borgerlige erhverv og gør det dyrere at være dansker. Det gør det også, at elfagiften om få uger igen hæves til det tidligere niveau.
Nye Borgerlige vil afskaffe elafgiften og registreringsafgiften og foruden det høje skattetryk gøre op med konkurrencestaten og "velfærdshamsterhjulet".
- Det er helt tydeligt, at politikernes regler, bureaukrati og kontrol stjæler tid og ressourcer fra nærvær, omsorg og pleje. Der er brug for et endegyldigt opgør med centraliseringen og djøfferiet i det offentlige. Kernevelfærden skal stadig betales over skatten, men pengene skal ikke ædes op af systemet – de skal følge med borgerne, sagde Pernille Vermund og foreslog at indføre et fradrag til familier med børn i vuggestuealderen, så flere får mulighed for at passe deres egne børn selv.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.