
Når en psykisk såret veteran har brug for kommunens hjælp, er det kun i hver sjette kommune, han eller hun kan møde en kontaktperson med særligt kendskab til de problemer, som veteraner kommer hjem med i bagagen.
Det er nemlig kun 15 ud af 98 kommuner der har en såkaldt veterankoordinator med fokus på hjemvendte soldaters problemer, viser en optælling som Avisen.dk har foretaget.
- I dag er det et geografisk lotteri om din kommune har en veterankoordinator. Det er et problem, når man tænker på kompleksiteten i de tungere veteransager, siger Claus Stenberg, der er talsmand for Veteranalliancen, en paraplyorganisation grundlagt af tidligere udsendte i Kosovo, Bosnien, Afghanistan og Kroatien.
For veteranerne kan det kommunale system opleves som en uoverskuelig jungle af regler, især for soldater med posttraumatisk stress syndrom (PTSD) og andre alvorlige psykiske problemer, mener Claus Stenberg.
- Der kan være problemer med misbrug, økonomien halter og forholdet til de pårørende kan blive påvirket. Derfor er der brug for en helhedsorienteret indsats, siger han til Avisen.dk.
Veterankoordinatorer vigtig brik
I KL bakker næstformand i social- og sundhedsudvalget Anne Møllegaard Mortensen (DF) op om forslaget om flere veterankoordinatorer i kommunerne.
- I KL har vi allerede fokus på, hvordan vi kan hjælpe de veteraner, der bliver påvirket af udsendelsen i højere eller mindre grad. Det arbejde kan blive bedre, og en veterankoordinator kan bestemt være en vigtig brik i indsatsen til veteraner, der har brug for hjælp, siger Anne Møllegaard Mortensen til Avisen.dk.
I Viborg Kommune er den tidligere kaptajn Michael Vester ansat som veterankoordinator. Han har selv været udsendt i Afghanistan, og det betyder noget for de krigsveteraner, han møder.
- Det betyder meget for dem, at jeg har prøvet nogle af de samme ting som de veteraner, jeg møder. Det gør, at mange af dem helt instinktivt føler, at de kan snakke bedre med mig end med en mere eller mindre tilfældig socialrådgiver, siger Michael Vester til Avisen.dk.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.