
Der er store kommunale forskelle på, hvordan tiden anvendes og opgaverne vægtes i PPR - kommunernes pædagogiske, psykologiske rådgivning.
Det viser en analyse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets Benchmarkingenhed, som har til opgave at sammenligne kommuner på forskellige områder.
Analysen kommer på et tidspunkt, hvor mange kommuner skal forholde sig til PPR’s fremtidige rolle, og ambitionen er, at rapporten skal give inspiration til den dialog.
- PPR står for Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.
- Det er en funktion i kommunen, som undersøger og vurderer, om børn har behov for støtte i skolen eller institutionen.
- PPR kan også henvise til udredning i børne- og ungdomspsykiatrien.
Rapporten viser bl.a., at PPR-medarbejderne ifølge ledernes skøn bruger 68 pct. af deres arbejdstid på det, der kaldes individorienterede opgaver, altså opgaver i forhold til enkelte børn. 22 pct. af tiden bruges på fællesskabsorienterede opgaver.
Tallene dækker over en vis variation, da de individorienterede opgaver i nogle kommuner fylder under 60 pct. af arbejdstiden, mens de i andre kommuner fylder over 80 pct.
En af de såkaldt fællesskabsorienterede opgaver, som PPR kan varetage, er rådgivning og sparring til personale i dagtilbud og skoler om læringsmiljøer og fællesskaber.
I en tredjedel af kommunerne bruger PPR-medarbejderne i høj eller meget høj grad deres arbejdstid på denne opgave, mens PPR i andre kommuner bruger væsentligt mindre tid på dette.
I en tredjedel af kommunerne arbejder PPR-psykologerne slet ikke eller i mindre grad med lettere behandling, i en tredjedel af kommunerne arbejder de i nogen grad med lettere behandling, og i den sidste tredjedel arbejder de i høj eller meget høj grad med lettere behandling.
Mest samarbejde med psykiatri i Nordjylland
Analysen viser, at der også er kommunale forskelle på, i hvor høj grad PPR samarbejder med den regionale børne- og ungdomspsykiatri.
Fx har PPR i de nordjyske kommuner i snit mere direkte adgang til sparring med psykiatrien, og PPR i de midtjyske kommuner samarbejder i snit i mindre grad med psykiatrien sammenlignet med kommunerne i de øvrige regioner.
Desuden beskriver analysen, hvordan de enkelte kommuner har valgt at organisere PPR, og hvem de primære medarbejdergrupper er.
Hele analysen kan læses her.
Analysen er den første af to rapporter om PPR. Den næste vil se på, hvilke børn og unge der har en sag hos PPR. Den bygger på data fra cirka 20 kommuner og ventes offentliggjort engang efter nytår.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.