
FREDERIKSSUND: Onsdag har Frederikssund Kommune det strandede bydelsprojekt Vinge på dagsordenen. Her skal kommunen forsøge at kickstarte projektet igen bl.a. ved at dele det op i mindre bidder og etaper, med mere åbenhed og involvering af borgere, foreninger og erhvervsliv samt udarbejdelse af en helt ny udviklingsstrategi.
Samtidigt slår lækkede dokumenter til DR fast, at kommunens rådgiver i Vinge-projektet, Advokatfirmaet Horten, er parat til at betale 8,75 mio. kr. tilbage til kommunen. Horten har gennem flere år stået for den juridiske bistand til kommunen i Vinge-projektet.
Tilbagebetalingen er ifølge de lækkede dokumenter både betalte fakturaer og fakturaer, der endnu ikke er betalt. Det er diskuteret på et lukket punkt på økonomiudvalgets dagsorden, og angiveligt skulle forvaltningen have indstillet til politikerne at sige ja til tilbuddet.
Horten har i alt fået 28,8 mio. kr. for rådgivningen i Vinge-projektet. Selve lækken af oplysninger er politianmeldt, men indtil videre har politiet ikke fundet lækken i forvaltningen, som flere gange har forsynet medier med fortrolige oplysninger.
På byrådets dagsorden onsdag anbefaler administrationen, ’At den strategi for udbud og udvikling af Vinge Centrum som hidtil har været fulgt ('Big Bang') forlades, og erstattes af en strategi, hvor området udbydes og udvikles i mindre, overskuelige etaper. En strategi med udvikling i 'Små Bidder' skal bidrage til, at Frederikssund Kommune ikke får likviditetsmæssige udfordringer på samme måde, som det var tilfældet med det nu annullerede udbud af Vinge Centrum.’
Parallelt arbejder administrationen på en investorstrategi, som forelægges byrådet snarest.
Åbenhed og involvering
Byrådet har desuden udtrykt ønske om, at der fremadrettet er en betydelig åbenhed og involvering om Vinge Centrum, så derfor foreslås det sikret ved enten at have ’Et fast statuspunkt på byrådsmøderne hvor fremdrift og økonomisk status forelægges’ samt ’Temamøde for Byrådet hver 3-4 måned (første gang i marts 2018)’ – eller:
’Nedsættelse af politisk følgegruppe som orienteres hver 4. uge om projektets fremdrift, herunder økonomi samt om forventede politiske beslutninger’, samt ’Temamøde for Byrådet hver 3-4 måned (første gang i marts 2018)’.
Desuden har byrådet konstateret, at Vinge-sagens store opmærksomhed har øget interessen blandt borgere, foreninger og erhvervsliv. Administrationen anbefaler at imødekomme denne interesse for at sikre, at relevante input fra borgere og interessenter bliver brugt bedst muligt. Helt konkret foreslås, at der afholdes ’Åbne borgermøder hver 6. måned med både information og mulighed for input. Første møde afholdes medio marts.’
Desuden foreslås det, at administrationen igangsætter arbejdet med at lave en ny udviklingsstrategi, samt at der ansættes en projektchef i Teknisk Forvaltning.
I forhold til S-togsstationen i Vinge indstilles det, at administrationen igangsætter udarbejdelse af en programfaserapport for en mere enkel og billigere station i Vinge.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.