VORDINGBORG: Kommunerne skal afbureaukratisere, og i Vordingborg skal det blandt andet ske ved, at kommunen nedlægger nogle ikke-lovpligtige råd og holder op med at udpege repræsentanter til diverse udvalg, råd, nævn, kommissioner og bestyrelser. Det besluttede kommunalbestyrelsen på sit seneste møde.
Allerede i maj 2022 nedsatte kommunalbestyrelsen fem arbejdsgrupper, der fik til opgave at drøfte, hvilke udpegninger der kan afskaffes fra næste år, når den nuværende valgperiode udløber.
Det resulterer nu i, at man ikke mere vil udpege repræsentanter til et par boligselskaber og flere kultur- og uddannelsesinstitutioner.
Desuden blev det vedtaget, at både kommunens integrationsråd, udsatteråd og ungeforum nedlægges, dog således at der arbejdes med en ny model.
Nye modeller for råd
I første omgang var det kun indstillingen, at der skulle findes en ny model for ungeforum (det tidligere ungeråd). Men efter modstand fra SF, som forgæves forsøgte at samle opbakning til at bevare integrationsråd og udsatteråd, vedtog et bredt flertal, at der også skal arbejdes med nye modeller for de to råd.
Af bilagene til sagen fremgår det, at det har været et problem at finde nogen, der vil sidde i Ungeforum. Det består lige nu blot af to medlemmer, og administrationen har søgt viden hos andre ungeråd og erfaret, at det fungerer bedst ved at fokusere på et mere snævert felt, fx ved at bevæge sig hen mod et fælles elevråd.
Det konstateres også, at selv om de unge i høj grad ønsker ejerskab, kræver det mange ressourcer at sikre rekruttering, overholdelse af budgetter osv. Der kan spares 131.400 kr. ved at nedlægge forummet.
Integrationsrådet koster cirka 215.000 kr. om året, og i stedet for at have et formaliseret råd kan man fremover invitere foreninger og organisationer, der kan repræsentere integrationsborgere, til dialog med administration og politiske udvalg, foreslås det.
Nedlæggelse af udsatterådet vurderes tilsvarende at kunne spare 102.600 kr. om året, og som alternativ foreslås at invitere udsatte borgere via bl.a. kommunens væresteder til dialog med administration og politikere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.