
SLAGELSE: Venstre, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgiver inden for få dage en stævning ved retssystemet. De lægger rettere sagt sag an mod Slagelse Kommune, skriver Sjællandske.
Det gør de grundet den omdiskuterede ændring af styrelsesvedtægten i marts og den efterfølgende omkonstituering, der kostede oppositionen i alt fem formandsposter og flertallet i flere udvalg. En ændring, der fik massiv omtale landet over.
Partierne mener ikke, at manøvren var legal, og slet ikke, at den beroede på andet end et iskoldt byrådsklima fløjene imellem såvel som personlige stridigheder. Og det må en sådan ændring af styrelsesvedtægten ikke, hvilket reelt heller ikke var den formelle grobund fra flertallets side.
Herfra begrundede man nemlig ændringen med snitfladeudfordringer, overlap og behovet for justering af kompetenceflader mellem flere af de daværende udvalg, hvilket dog ifølge sagsøgerne kun var et politisk skalkeskjul for, hvad kritikerne tidligere har kaldt 'politisk udrensning'. Det afviser borgmesteren dog fortsat.
Vidneførsel vigtig
Det er formelt set Slagelse Kommune, der sagsøges, og grunden til netop at køre sagen ved civilretten er blandt andet hensynet til bevisførelsen, herunder at der kan ske vidneførelse. Det gøres ikke, hvis det udelukkende er det kommunale tilsyn, der behandler sagen.
- Borgmesteren har jo flere gange forklaret, at den konstituerede kommunaldirektør har sagt god for forløbet i forbindelse med ændringen af styrelsesvedtægten, og det vil jeg da gerne høre netop kommunaldirektøren om. Jeg tvivler på, han siger ja til det, siger advokatfuldmægtig Klaus Josefsen, Printz Advokatfirma, der skal føre sagen for byrådsmindretallet.
Hans påstand er, at den styrelsesvedtægt, der blev endeligt godkendt af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Liberal Alliance - i alt 16 af byrådets 31 mandater - den 26. marts i år, bør tilsidesættes. Det samme skal ske for omkonstitueringen, der fulgte i halen, og som tidligere i år skabte højlydt palaver og protester fra særligt det vragede mindretals side, efter borgmesteren og flertallet den 10. marts i en mail ophævede samarbejdsaftalen, som var blevet indgået tre måneder forinden.
Nid og nag
Det grundet nid, nag og politisk kiv særligt enkeltpersoner imellem og et samarbejde - eller mangel på samme - der trods en aftale underskrevet i december, var ikke-eksisterende, som John Dyrby Paulsen (S) tidligere har forklaret.
- Men det må ikke være begrundelsen for en ændring af styrelsesvedtægten. Ej heller en begrundelse for at sætte bestemte personer og partier uden for indflydelse, bare fordi man ikke kan lide dem, siger Klaus Josefsen til Sjællandske.
Han konstaterer ud fra avisomtaler og mailkorrespondancer mellem flere nøglepersoner, at der ikke ligefrem har været forsonlige toner, fra samarbejdsaftalen blev indgået, til den blev opsagt tre måneder senere. Det har indimellem føget med beskyldninger om nepotisme, kammerateri og urent trav mellem fløjene. Særligt fra blå blok.
Af samme årsag har John Dyrby Paulsen ikke lagt skjul på i årets første måneder, at samarbejdet med oppositionen har knirket, hvilket han også gav udtryk for i sin opsigelsesmail.
- Endnu en omgang grundløse og absurde beskyldninger, som ikke kan danne baggrund for et fortsat samarbejde, skrev han den 10. marts til oppositionspartierne, som altså nu lægger sag an.
For et kuldsejlet samarbejde og et efterfølgende behov for at omkonstituere sig - hvor en hel blok vrages - er altså klart ikke et sagligt argument for at ændre noget som helst i styrelsesvedtægten, vurderer Klaus Josefsen i dagens Sjællandske.
I april fandt retten i Randers, at det var ulovligt, da byrådets flertal der i 2015 ændrede udvalg og fjernede tre udvalgsformænd fra oppositionen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.