
SYDDJURS: Mens der i disse uger er lagt sidste hånd på byggeriet af en ny brandstation i Rønde i Syddjurs, har Planklagenævnet netop ophævet kommunens tilladelser til byggeriet.
I sin afgørelse konstaterer nævnet, at kommunen nu må beslutte, om der skal ske en retlig lovliggørelse af projektet i form af en ny lokalplan for området.
Kommunen gav byggetilladelse tilbage i oktober 2020 til den nye brandstation, som rummer tre brandkøretøjer og en ambulance. Samtidig blev der givet dispensation fra lokalplanen til bl.a. bebyggelsens placering, etablering af rampe og terrænregulering.
Den nye brandstation ligger tæt på et etagebyggeri med fire boligblokke. Kommunen har oplyst, at der forventes 511 udrykninger om året, heraf 57 med brandbiler, men at man først vil tænde for hornene, når man når ud på offentlig vej, og at man vil tage særligt hensyn til naboerne om natten.
Hvilke offentlige formål?
Ifølge lokalplanen for området må det anvendes til kontorer, udvalgsvarebutikker, liberale erhverv, kunsthåndværk og lignende samt offentlige formål.
Ifølge klagenævnet er der normalt vidtgående forpligtelse til at udarbejde en lokalplan forud for byggeri til offentligt formål, og det er ikke nok, at der i lokalplanen er nævnt offentlige formål. Det skal være nærmere angivet, hvilke offentlige formål der tænkes på. Nævnet lægger vægt på, at stationen vil medføre støjgener hele døgnet.
Derfor er opførelsen af brandstationen lokalplanpligtig, og Syddjurs Kommunes indirekte afgørelse fra oktober 2020 om, at en lokalplan kunne undværes, ophæves.
Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, og den er endelig, medmindre kommunen vælger at gå til domstolene.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.