Der åbnes nu for ansøgninger til en pulje på i alt 135 mio. kr. til kommunale borgerrådgivere, som regeringen og støttepartierne De Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet blev enige om at afsætte i finansloven for 2021. Det oplyser Indenrigsministeriet.
Puljen fordeler sig med 30 mio. kr. i 2021 og 35 mio. kr. årligt i perioden 2022-2024 og retter sig særligt mod de kommuner, der ikke i forvejen har en borgerrådgiverfunktion. Kommuner, der i forvejen har én, kan dog også ansøge om støtte til at styrke indsatsen for at vejlede borgerne og føre tilsyn med kommunernes administration.
Ansøgningspuljen følger op på anbefalinger fra bl.a. den juridiske tænketank Justitia og er udtryk for et fælles ønske hos partierne om at styrke borgernes retssikkerhed i alle dele af landet, siger indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
- Som borger kan man godt opleve at komme i klemme i systemet ude i kommunerne, og det er i de tilfælde, at der skal være hjælp at hente. Det er der også i en række kommuner, der allerede har en borgerrådgiverordning, men vi ved, at der er store geografiske huller. Med den nye ansøgningspulje ønsker vi at stoppe nogle af de huller og dermed løfte borgernes retssikkerhed over hele landet, siger han.
Justitia kortlagde i oktober, at 56 kommuner ikke havde nogen borgerrådgiver. Ifølge tænketanken spiller de en stor rolle som tillidsopbyggende mellemmænd mellem borger og kommune, fordi de både kan hjælpe borgerne videre i systemet og forebygge fejl og mangler ved at undervise og sparre med sagsbehandlerne i forvaltningen.
Ansøgninger til den nye pulje skal være Bolig- og Planstyrelsen i hænde inden den 11. august.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.