SJÆLLAND: 150 patienter, der har fået amputeret et ben i Region Sjælland, er blevet vejledt i at klage og søge erstatning. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.
- Formålet med journalgennemgang har været at identificere og klage- og erstatningsvejlede patienter, hvor der er tvivl om, hvorvidt deres amputationer kunne have været undgået eller udskudt. Jeg er glad for, at vi er lykkedes med at gennemføre journalgennemgangen på kort tid, så patienterne hurtigere har mulighed for at gøre brug af journalgennemgangen til at klage eller søge erstatning, siger lægefaglig koncerndirektør Jesper Gyllenborg i meddelelsen.
Regionen satte i maj gang i en undersøgelse af patientjournaler for benamputerede patienter fra perioden 15. juni 2013 til 31. december 2022. I alt 1993 patienter har fået deres forløb gennemgået af uvildige speciallæger. I den proces er 120 patienter blevet frasorteret, fordi de har fået foretaget amputation på grund af kræft eller ulykke.
Regionen har samarbejdet med Region Syddanmark om undersøgelsen, da 18 patienter både er amputeret i Region Syddanmark og Region Sjælland. Patienterne var dog bosiddende i Region Sjælland, hvorfor de indgår i journalgennemgangen.
Op til Patienterstatningen
Det er alene Patienterstatningen, som afgør, om en borger har ret til erstatning.
- Det er vigtigt at understrege, at alle patienter, uanset hvordan de uvildige speciallæger har vurderet patientforløbet, kan søge erstatning, siger Jesper Gyllenborg.
Det står først klart, hvor mange benamputerede patienter der tilkendes erstatning, når alle anmeldte sager er afgjort.
De 150 patienter, der er klage- og erstatningsvejledt, er løbende blevet kontaktet, kort tid efter at de uvildige speciallæger har afsluttet gennemgangen.
I første omgang er der sendt et brev til patienterne. Dernæst har regionen forsøgt at kontakte patienterne telefonisk for en uddybende forklaring. Region Sjælland er nu i gang med at orientere bobestyrere til afdøde patienter via brev.
En aftale indgået for nylig betyder, at en række benamputerede patienter får mulighed for at søge og opnå erstatning, selv om deres patientforløb er ramt af den lovmæssige forældelsesfrist på ti år.
Gennemgangen af benamputationer kommer efter de seneste års fokus på potentielt unødige amputationer i flere regioner.
Ifølge Patienterstatningen er der per 3. juli 2023 i alt 363 patienter, der har rejst sag om erstatning. Patienterstatningen har afgjort 154 af dem, og det har ført til, at 35 har fået udbetalt erstatning.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.