
Hvis din lokallistes partibogstav er H, skal du til at finde et nyt.
Folketingsmedlem og formand for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, har nemlig fået godkendt H som sit nye partis listebogstav ved næste folketingsvalg, og opstillingsberettigede folketingspartier trumfer lokallister til regions- og kommunalvalg.
Til kommunalvalget i 2021 var det hele 21 lokallister, der havde H som listebogstav.
Blandt disse er Hvidovrelisten, som har haft H'et i de 24 år partiet har eksisteret.
- Vi har været her i mange år, og vi har aldrig været mindre end to mandater i kommunalbestyrelsen, så vi er ret stabile. Det er vildt ærgerligt, at vi mister H'et, siger Kristina E. Young, som har den ene af de to pladser i kommunalbestyrelsen, til DK Nyt.
Hun er dog ikke i tvivl om, at partiets vælgere stadig vil kunne finde dem i stemmeboksen under et andet bogstav, men der er andre udfordringer op til KV25.
- Vi har altid gjort meget ud af at genbruge vores gamle valgplakater og andet valgmateriale, og nu bliver vi nødt til at få lavet noget nyt. Men nu er vi ikke nogle, der forholder os negativt til tingene, så det kan være en god mulighed for, at vi kan gentænke vores logo, siger hun.
Pengene hænger ikke på træerne, når man er et mindre og lokalt parti, men Kristina E. Young kan endnu ikke sige, hvilken konkret økonomisk betydning, det kan have for partiet at skulle udskifte alt valgmateriale.
Men hvilket bogstav skal vælgerne i Hvidovre kigge efter til KV25, når de skal sætte deres kryds ved Hvidovrelisten?
- Jeg kan se, at L og T er reserveret til lokallister, så jeg tror, at vi går efter L'et, siger hun.
Flere skift
Lokallisten Din Stemme i Lolland Kommune har også to pladser i byrådet, hvoraf den ene bestrides af Henning A. Rasmussen. Han peger også på valgmateriale, som den største udfordring i at skulle skifte H'et ud, fortæller han til Lolland Falsters Folketidende:
- Det giver en del problemer med valgmaterialet, når vi skifter bogstav. Det er lidt bøvlet at være lokalliste, når vi først får vores bogstav kort tid inden valget. Der er noget gymnastik i det.
Og det er faktisk ikke første gang, at partiet bliver nødt til at skifte bogstav. Da Rasmus Paludan stillede til folketingsvalget med sit parti Stram Kurs var det med bogstavet P, som Din Stemme også brugte på daværende tidspunkt, og partiet måtte derfor skifte til H.
De 21 lokallister, som stillede op til KV21 med listebogstav H
Region Hovedstaden:
København
Grøn Omstilling
Frederiksberg
Havenisse-partiet
Egedal
Et Samlet Egedal
Frederikssund
Forenet Frederikssund
Gladsaxe
Sahar Aslani
Helsingør
Projekt Transparens
Herlev
Herlev Listen
Hvidovre
Hvidovrelisten
Region Sjælland:
Kalundborg
Demokratisk Fællesliste
Lolland
Din Stemme
Solrød
VoresSolrød
Region Syddanmark:
Assens
SocialKonservative Assens
Middelfart
Omsorgsgruppen
Svendborg
Helle Wisbech
Sønderborg
Sønderborglisten
Region Midtjylland:
Herning
Borgerlisten
Horsens
Miljølisten Horsens
Skanderborg
Hanne Stender Damkjær
Aarhus
Trivsel og Reel Borgerinddragelse
Region Nordjylland:
Læsø
Læsø Borgerliste
Rebild
Lige højre
Kilde: Danmarks Statistik.
Udover de kommunale partier havde Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Syddanmark også hver især en opstillet lokalliste med listebogstavet H ved regionsrådsvalgt i 2021.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.