
KØBENHAVN: I København er der omkring 1.500 hjemløse og det svarer til cirka en fjerdedel af alle hjemløse i Danmark, skriver socialforvaltningen. Men når nytårsklokkerne ringer 2026 ud, skal 550 færre københavnere være hjemløse. Det mål har Socialudvalget i Københavns Kommune nu fastsat.
Udvalget er blevet enige om, hvad en del af opskriften på at nå målet skal være, og hvordan der kommer turbo på indsatsen. Konkret er et af initiativerne et nyt forløbsprogram på herbergerne, som sikrer, at hjemløse hurtigere bliver udredt og kan visiteres til en bolig. Forløbsprogrammet har kørt om et pilotprojekt i 2022.
Udmeldingen kommer i kølvandet på kommunens beslutning om at tilslutte sig den internationale rettighedserklæring for hjemløse "Homeless Bill of Rights."
Særligt fokus på unge
Derudover skal den forebyggende indsats over for unge, som risikerer at blive hjemløse styrkes. Det kræver ifølge borgerrepræsentant og medlem af Socialudvalget Laura Rosenvinge (S) et ambitiøst og målrettet arbejde.
- Vi skal både være ambitiøse og målrettede med at få flere hjemløse københavner i bolig. Med det her initiativ, hvor vi blandt andet kan give huslejetilskud til hjemløse, er vi på rette vej. Men der er stadig meget arbejde forude og især skal vi også lave forebyggende indsatser målrettet de unge fra ressourcesårbare hjem. Det kan altid betale sig at tænke i forebyggelse, siger hun.
Kommunen skriver om dens forbyggende indsats, at særligt unge, der for eksempel har været anbragt, skal støttes mere i at skabe et selvstændigt liv med bolig og tilknytning til uddannelse eller beskæftigelse.
Private aktører skal indover
Udover kommunens fokus på unge, skal borgere, som tidligere har levet i hjemløshed få hurtig, fleksibel og overlappende støtte i eget hjem – også på lang sigt.
Socialforvaltningen implementerer derudover et nyt forløbsprogram på herbergene. Samtidig vil den begynde at anvende midlertidigt kommunalt huslejetilskud efter almenboligloven samt det midlertidige statslige huslejetilskud i almene boliger. Dertil skruer forvaltningen op for bostøtte til borgerne.
Kommunen skriver, at der skal være en koordineret indsats omkring borgerens sociale, sundhedsmæssige og beskæftigelsesmæssige udfordringer. Derudover vil kommunen nu afsøge mulige placeringer for skæve boliger, herunder mulighederne for at bygge forskellige typer skæve boliger.
Flere hjemløse skal desuden ud i botilbud, hvor borgeren så vidt som muligt hjælpes til senere at kunne flytte i egen bolig. Socialforvaltningen undersøger også mulighederne for at omlægge kommunale herbergspladser til botilbudspladser.
Til sidst vil Københavns socialforvaltning invitere private aktører på hjemløseområdet til et møde efter sommerferien for at drøfte mulighederne for et tættere samarbejde.
- For at komme ufrivillig hjemløshed til livs i København, kræver det, at vi indgår i samarbejder og partnerskaber med både andre forvaltninger i kommunen og aktører i civilsamfundet. Det glæder mig meget, at vi er blevet enige om initiativer, der gør netop det, og jeg ser frem til, at vi i Socialudvalget fortsætter med at arbejde på at stoppe ufrivillig hjemløshed, siger udvalgsmedlem Cille Hald Egholm (V).
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.