dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi

64 mio. kr. i EU-støtte til dansk kulturliv i 2015

Dansk kulturliv og de kreative erhverv er gode til at få kulturpenge fra EU - 27 mio. kr. mere end i 2014

EU’s kulturstøtteprogram, Creative Europe, gav i 2015 64 mio. kr. til danske kulturelle virksomheder og organisationer.  Det er 27 mio. kr. mere end i 2014 – en stigning på 40 pct. Det flotte resultat skyldes, at Danmark har hentet større bevillinger hjem fra både Kultur- og MEDIA-delen af programmet, oplyser Slots- og Kulturstyrelsen.

MEDIA-delprogrammet under Creative Europe uddelte i 2015 i alt 797 mio. kr. til de europæiske audiovisuelle brancher. Deraf gik 49 mio. kr. direkte til danske selskaber, hvilket sikrede Danmark en fjerdeplads blandt de 38 deltagerlande.

Derudover opnåede mange danske film også støtte gennem udenlandske distributører og fik dermed øgede markedsandele på europæisk plan. Dette beløb nåede i 2015 op på ca. 17 mio. kr.

I alt ti danske produktionsselskaber modtog i 2015 tilsammen knap 14 mio. kr. til produktion af tv-programmer. Den helt store vinder blev Nordisk Film Produktion, som modtog ca. 7.5 mio. kr. til produktionen af anden sæson af tv-serien 'The Team' ('Mord uden grænser'). Et så højt tilskudsbeløb gives kun til tv-serier med et samlet budget på mere end 75 mio. kr., og foruden Nordisk Film Produktion kom kun to europæiske tv-produktioner i 2015 gennem nåleøjet.

Desuden gik 3,5 mio. kr. til udvikling af danske innovative computerspilsprojekter, og knap 11 mio. kroner blev fordelt til 14 danske filmselskaber, heriblandt Miso Film, Fridthjof Film, Zentropa Entertainments og Adomeit Film. Disse midler er øremærket udvikling af nye fiktions-, animations- og dokumentarfilm af høj kunstnerisk kvalitet og med internationalt potentiale.

Kultur – 11 projekter i 25 lande
Under Kulturdelen var 11 danske kulturorganisationer i 2015 involveret i projekter med partnere fra i alt 25 lande og en samlet budgetramme på ca. 60 mio. kr. Caravan Next, et samarbejdsprojekt omfattende 13 partnere i 11 lande, som Nordisk Teaterlaboratorium – Odin Teatret står i spidsen af, fik 15 mio. kr. til internationalt kunstnerisk samarbejde. Projektet er ét af kun 17 store samarbejdsprojekter, som har modtaget støtte af Creative Europe i 2015.

Passage Festival i Helsingør/Helsingborg, Nordeuropas største gadeteaterfestival, deltager med ni partnere fra hele Europa i 'Power of Diversity', et andet sådant stort samarbejdsprojekt. Creative Europe bevilgede i 2015 7,5 mio. kr. til projektet, der ledes af Aktionstheater Pan.Optikum (DE).

Partnerne i Power of Diversity vil skabe et multinationalt teaterensemble af unge med blandet social baggrund, der gennem hiphop, dans og rap vil skabe ny traditioner for gadeteater og tiltrække en bredere vifte af aktører og publikum. Marginaliserede unge tilbydes i projektet træning af internationale professionelle kunstnere, og de hjælpes til bedre social integration og på længere sigt bedre beskæftigelsesmuligheder. Forestillingerne skal udbredes til mere end 100.000 mennesker over hele Europa, ikke blot i de deltagende lande, på en rejse fra Rumænien til Portugal til Norge.

EU’s kulturstøtteprogram Creative Europe blev lanceret 1. januar 2014 og løber frem til 2020. Igennem programmet uddeles samlet ca. 1,6 mia. kr. årligt til audiovisuelle og kulturelle projekter i Europa.

ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/64-mio-kr-i-eu-stoette-til-dansk-kulturliv-i-2015

GDPR