Valgplakaterne har endnu ikke været oppe at hænge i landets lygtepæle i en uge, men frem til og med onsdag var der indløbet 67 anmeldelser til landets politikredse om hærværk mod eller tyveri af valgplakater. Det viser tal fra Rigspolitiet, som Ritzau har fået.
Valgplakaterne til kommunal- og regionalvalget kom op at hænge i bybilledet 25. oktober.
Størstedelen af anmeldelserne drejer sig om hærværk. Der er 54 anmeldelser af hærværk, en anmeldelse om groft hærværk og en anmeldelse om hærværk under skærpende omstændigheder.
Derudover er der i alt 11 anmeldelser om tyveri af valgplakater.
Politikredsene
Østjylland er med 12 anmeldelser den politikreds, hvor der er flest sager om hærværk eller tyveri mod valgplakater.
Næst efter kommer Midt- og Vestjylland og Københavns Vestegn, der begge har fået 11 anmeldelser.
I bunden ligger Bornholm, hvor der ikke har været en eneste anmeldelse.
I tirsdags blev en mand i 40'erne anholdt og sigtet for at have revet 300 valgplakater ned i Albertslund. Plakaterne blev fundet hjemme hos manden og siden afleveret tilbage på Albertslund Rådhus.
Manden er blevet sigtet for hærværk.
I midten af oktober annoncerede Rigspolitiet, at dansk politi øger indsatsen over for chikane og trusler frem mod kommunalvalget 18. november.
I den forbindelse har Rigspolitiet iværksat en landsdækkende registrering af alle anmeldelser om strafbar adfærd, der er begrundet i andres deltagelse i den offentlige debat.
Nedrivning og ødelæggelse af valgplakater indgår også i politiets landsdækkende registrering.
Politiets Online Patrulje (POP) vil desuden være til stede i forskellige online fora for at forebygge strafbar chikane og truende adfærd.
Tallene fra Rigspolitiet dækker over perioden 4. til 29. oktober. Tallene er fra politiets sagsstyringssystem.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



























