HOVEDSTADEN / SJÆLLAND: Mange skoler, daginstitutioner, hospitaler og virksomheder har automatiske alarmer installeret, der i tilfælde af brand selv slår alarm til brandvæsenet.
Men onsdag gennemføres en systemopdatering, der påvirker 8.500 alarmanlæg i København og dele af Sjælland.
Sensorerne virker, som de plejer, og kan opfange røg eller varmeudvikling. Men der bliver ikke sendt et automatisk alarmsignal til Hovedstadens Beredskab.
Det forklarer pressetalsmand Tim Ole Simonsen.
- Det betyder, at man selv skal slå alarm og ringe 1-1-2. Det har vi selvfølgelig informeret alle ejerne af de automatiske anlæg om, siger han.
Opdateringen finder sted onsdag i tidsrummet fra klokken 09.00 til klokken 15.00.
Det er systemet bag de automatiske brandalarmer, der skal opdateres. Det sker, efter der ifølge Tim Ole Simonsen har været "nogle nedbrud af kortere karakter".
Kritisk infrastruktur
- Det er kritisk infrastruktur, så det er nødvendigt at få systemet opdateret. Vi har valgt at få det gjort på én gang, så vi er sikre på, at systemet er driftssikkert fremadrettet, siger han.
Der er indkaldt ekstra mandskab til beredskabets operationscenter på dagen for opdateringen.
Pressetalsmanden husker ikke andre tilfælde, hvor alarmoverførslerne har været sat ud af spillet i samme omfang.
- Jeg kan ikke huske, at det har været sket tidligere. Det er forhåbentlig også "once in a lifetime" (én gang i livet, red.), at det sker. Uden at vi selvfølgelig kan udstikke nogen garantier, siger han.
Beredskabet har gjort en ekstra indsats for at informere anlægsejerne om onsdagens opdatering.
- Vi har forsøgt at vejlede, så godt vi kan. Så vi håber selvfølgelig på, at hvis alarmen i en bygning går, så modtager vi et opkald på 1-1-2, så vi kan sende brandvæsenet afsted, siger Tim Ole Simonsen.
Hovedstadens Beredskab modtager i gennemsnit 30 alarmer i døgnet fra de automatiske brandalarmer. I gennemsnit er 95 procent af alarmerne såkaldt blinde alarmer, som er udløst af andre årsager end brand.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











