AALBORG: Aalborg Kommune har tirsdag indgivet en anmeldelse til Syd- og Sønderjyllands Politi om voldtægt, afstraffelser og psykisk vold, der skal have fundet sted på Gravenshoved Kostskole.
Det bekræfter skolerådmand Jan Nymark Thaysen (V). Også politiet bekræfter at have modtaget anmeldelsen.
- Anmeldelsen bliver efterforsket, og vi har pt. ikke yderligere, lyder det i et skriftligt svar.
Kostskolen var ejet og drevet af Aalborg Kommune og Aalborg Amt frem til 1992, hvor den lukkede. Skolen, der lå i Christiansfeld, var ifølge TV2 Nord hovedsageligt hjem for børn fra Aalborg.
I alt 31 af kostskolens tidligere elever er gået til Aalborg Kommune med deres historier om deres tid på kostskolen, skriver TV 2 Nord.
Voldtægter, ydmygelser og indespærring
Deres udsagn var ifølge Jan Nymark Thaysen så alvorlige, at kommunen besluttede at melde sagen til Syd- og Sønderjyllands Politi.
Ifølge TV2 Nord lyder vidneudsagnene på, at der blandt andet foregik voldtægter, ydmygelser, vold og indespærring sted på kostskolen.
Henning G. Jensen, der dengang var rådmand for Socialforvaltningen i Aalborg Kommune, siger til TV 2 Nord, at han aldrig har hørt om klager fra eleverne på Gravenshoved Kostskole. Ifølge ham havde kommunen dengang gode erfaringer med skolen.
Tilsvarende sag i Gilleleje
Sagen fra Gravenshoved er ikke den eneste, der omhandler krænkelser på kostskoler i Danmark. I slutningen af september kom det frem, at 18 tidligere kostskoleelever fra Havregården i Gilleleje kræver en erstatning fra staten. De kræver i alt 5,4 mio. kr. - svarende til 300.000 kr. per tidligere elev.
Kravet kommer, fordi der i årevis var problemer med stoffer, fysisk og psykisk vold og seksuelle overgreb mellem eleverne.
11. oktober i år fik 28 mænd, der boede på børnehjemmet Godhavn, tilkendt godtgørelse af staten. De fik hver 300.000 kr., fordi de var blevet udsat for misrøgt på børnehjemmet i 1960'erne.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.