
AALBORG: Som mange andre kommuner leger Aalborg med tanken om at tilbyde medarbejderne firedages arbejdsuge. Men her bliver det ikke kun på rådhuset, men ude i daginstitutioner og ældrepleje, ordningen i første omgang skal testes.
Byrådet har netop vedtaget en etårig forsøgsordning på nogle arbejdspladser inden for forvaltnings-, daginstitutions- og ældreområdet, hvor det samme antal arbejdstimer fordeles på fire dage i stedet for fem. Kommunen skeler især til Gentofte, som har afprøvet modellen i et par daginstitutioner.
Erfaringerne herfra "viser f.eks., at medarbejderne oplever bedre balance mellem arbejde og fritid, og forældrene oplever en styrket forældrekontakt, da medarbejderne på de lange dage var der, både når forældrene afleverede og hentede børnene", begrunder S, V, SF og R, som står bag forslaget i Aalborg.
12-12-vagter
Årsagen til særligt at fokusere på dagtilbud og ældrepleje er, at der her er de største rekrutteringsudfordringer. Et forsøg med alternative modeller kan åbne for flere erfaringer med fx 12-12 vagter i ældreplejen, mener partierne.
Det skal være frivilligt for den enkelte medarbejder at deltage i forsøget, og med et års forsøgsperiode bliver der tid til inddragelse, udrulning, afprøvning og evaluering, så der tages højde for at sikre et godt arbejdsmiljø, understreger de. Når året er gået, kan firedages ugen afprøves for andre medarbejdergrupper.
De konkrete rammer for forsøget skal nu udvikles i samarbejde mellem ledere og medarbejdere, og der skal laves en følgegruppe gennem MED-systemet.
Ifølge Nordjyske ventes forsøgene at gå i gang efter sommerferien.
Forsøget i Gentofte er beskrevet af KL's og Forhandlingsfællesskabets medie Viden på Tværs her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.