
AALBORG: Onsdag er for Thomas Kastrup-Larsen (S) sidste arbejdsdag som Aalborgs borgmester, og frem til offentliggørelsen af urafstemningen blandt medlemmerne af de socialdemokratiske partiforeninger i Aalborg den 6. juni er det uafklaret, hvem der følger ham på posten. Fungerende er 1. viceborgmester Helle Frederiksen (S).
Kastrup-Larsen blev som 24-årig i 1997 valgt ind i Aalborg byråd, siden blev han rådmand, indtil han i 2014 afløste Henning G. Jensen som byens borgmester.
- Jeg gik ind i politik, fordi jeg ikke kunne lade være. Det har været fantastisk spændende. Det er da ikke alt, jeg har rørt ved, der er blevet en succes. Det ved jeg meget godt. Men jeg har gjort, hvad jeg kunne, siger Thomas Kastrup-Larsen til Nordjyske.
Flere møgsager
Af sager, som den afgående borgmester har stået på skud for, har været kritik af praksissen for brugen af kommunens eventkonto gennem årene fx i forbindelse med bidrag til et par 3F-konferencer, til støtte til tv-produktion og til en reklamefilm om kommunen. Også en periode som stressramt har været på negativlisten i jobbet som borgmester.
Ifølge Nordjyske har Kastrup-Larsen forud for beslutningen om at trække sig vejet fordele og ulemper op mod hinanden. At slippe for at lave sparebudgetter og for at deltage i endnu en valgkamp var på listen over fordele sammen med muligheden for at prøve noget nyt. Om listen med ulemper ved at sige farvel til borgmesterjobbet, siger han til avisen:
- Tab af indflydelse, tab af at få lov til at arbejde for noget af det, jeg har brændt så meget for i så mange år. Jeg elsker den her kommune. Tab af netværk og tab af møder med rigtig mange spændende mennesker og få rigtig mange spændende input. Så var der også usikkerheden. Hvad jeg skulle nu?
Den usikkerhed forsvandt med en afklaring af en ny jobmulighed: Den afgående borgmester starter i morgen den 1. juni som direktør på Professionshøjskolen UCN.
Den nye borgmester
Den socialdemokratiske gruppe i byrådet er som tidligere nævnt delt i forhold til at pege på henholdsvis byrådsmedlem Lasse Frimand (S) eller MF Flemming Møller Mortensen (S) som afløser i borgmesterstolen. Førstnævnte vil kunne indtage sædet med det samme, mens sidstnævnte vil skulle have en afløser frem til næste kommunalvalg om to et halvt år.
Hvem, der har fået flest stemmer ved urafstemningen, afsløres ved et medlemsarrangement 6. juni i Vejgaard Hallen klokken 19, skriver TV2 Nord. Ifølge Ulla Astmann (S), formand for partiets fællesledelse i Aalborg, er den elektroniske del af afstemningen afsluttet, og man venter lige nu de sidste brevstemmer, inden valget kan offentliggøres.
Stedfortræder i byrådet for Thomas Kastrup-Larsen bliver Michael Mandsdotter, der ved KV21 fik 504 personlige stemmer.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.