
AARHUS: 13 landmænd vil ikke indgå frivillige aftaler med Aarhus Kommune om at undlade at bruge sprøjtemidler for at sikre drikkevandet. Der er flertal i kommunen for at påbyde dem det, men forslaget er sendt i udvalg igen, fordi landmændenes organisation, Landbrug & Fødevarer, har begæret foretræde i sagen.
Byrådet i Aarhus besluttede for et par år siden, at man gennem frivillige aftaler ville få landmænd og lodsejere i Beder-områder til at kvitte sprøjtemidler, fordi der ligger store og vigtige drikkevandsreserver under deres marker, som Aarhus får sit drikkevand fra - og fordi der er fundet rester af sprøjtemidler i masser af vandboringer i området. For at sikre drikkevandet for fremtiden, vil kommunen indgå frivillige aftaler med landmændene, men det vil de ikke af flere grunde, bla. fordi de synes, at kompensationen er for lav, men også fordi de ikke mener, at de forurener grundvandet, hvis de bruger moderne sprøjtemidler, der er godkendt af Miljøstyrelsen.
Byrådet i Aarhus behandlede derfor i aftes et forslag om, at de 13 landmænd mod økonomisk kompensation skal have et decideret forbud mod at bruge sprøjtemidler på deres marker.
De 13 landmænd håber på, at Aarhus Kommune i stedet for et forbud vil lave en ordning som i Skanderborg Kommune, hvor man har aftalt med landmænd, at de kan fortsætte med at bruge sprøjtemidler, så længe de ikke udløser stigende forurening af vandboringerne. Går Aarhus ikke med til dette, truer landmændene med, at sagen ender i retten.
Et flertal i byrådet støtter pesticid-forbuddet for at sikre grundvandet, mens Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er imod. Sagen skal nu til nærmere behandling i byrådets tekniske udvalg på mandag d. 25. januar, og derefter skal det tilbage til endelig behandling i byrådet.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.