VIBORG/HERNING: For første gang siden ejerskiftet fra ni kommuner til investeringsselskabet Heartland A/S sidste år lettede det første fly i dag fra Karup til København. Det oplyser to af de tidligere ejerkommuner, Viborg og Herning.
At der nu igen er daglige afgange til hovedstaden fra Midtjylland Karup Airport er vigtigt for både virksomheder og pendlere i Midt- og Vestjylland, lyder det fra borgmester i Viborg Katrine Fusager Rohde (V):
- Det er ingen hemmelighed, at vi i Viborg Kommune savner bedre infrastruktur til og fra Danmarks knudepunkter. Og både virksomheder og borgere har savnet at kunne komme nemmere til og fra København i hverdagen, så det er en kæmpe glæde, at det er muligt igen.
Effekten af forbindelsen
Flyruten vil også gøre det lettere at tiltrække investeringer og arbejdskraft til det midtjyske, vurderes det:
- Det er vigtigt for os, at vi har en stærk erhvervslufthavn i Midt- og Vestjylland, og positivt at nogen investerer og ser potentiale i lufthavnen, siger Hernings borgmester Dorte West (V) og tilføjer:
- Derfor er det også rigtig vigtigt, at der nu bliver bakket op om rutefarten. Den kommer vores virksomheder til stor gavn – både når de skal samarbejde med kunder og partnere, og når de skal konkurrere med virksomheder i landets øvrige større byer.
Ruten flyves af Alsie Express tre gange dagligt mandag til torsdag, to gange om fredagen og en om søndagen.
- Ambitionen er at udvikle lufthavnen som en velfungerende civil flyveplads, der gør en reel forskel for området. Det bliver ikke nødvendigvis nemt, og det kommer til at kræve tid. Men vi går ihærdigt og ydmygt til opgaven – og glæder os over dette første skridt, siger Kristian Tvergaard, direktør i Midtjylland Karup Airport.
Fakta om Midtjylland Karup Airport
- Det familieejede investeringsselskab Heartland A/S overtog endeligt lufthavnen i Karup i oktober 2025.
- Lufthavnen blev oprettet i 1965.
- Siden kommunalreformen i 2007 og indtil efteråret 2025 var lufthavnen ejet af Viborg, Herning, Holstebro, Skive, Silkeborg, Ringkøbing-Skjern, Struer, Lemvig og Ikast-Brande kommuner.
- Læs mere om Midtjylland Karup Airport.
Kilde: Viborg og Herning Kommuner
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.











