AARHUS: Bliver regeringens ghettoudspil en realitet, risikerer Aarhus Kommune at skulle lukke en lang række daginstitutioner. Det skriver Jyllands-Posten.
I alt er op mod 80 pct. af institutionerne i udsatte boligområder lukningstruede og pasningsgarantien i områderne i fare. Børn fra andre dele af kommunen må også forvente at få længere i daginstitution, konkluderer en analyse fra kommunens børne- og ungeforvaltning.
Analysen tager udgangspunkt i regeringsplanerne om, at der hvert år maks. må optages 30 pct. børn fra de såkaldte udsatte boligområder, mens man ikke vil tvinge børn fra andre områder ind i institutionerne.
- Det bliver noget rod og vil modarbejde ambitionen om at få folk til at flytte til områderne, fordi der ikke er børnepasning, siger børne- og ungerådmand i Aarhus Thomas Medom (SF).
Hvis regeringens målsætning skulle implementeres i dag, ville 14 af de i alt 18 daginstitutioner i de udsatte boligområder skulle lukke, mens de resterende fire skulle fordele deres børn anderledes, konkluderer analysen.
Længere transporttid
Også i København, Odense og Aalborg bliver der i disse uger regnet på konsekvenserne af ghettoplanerne. I Odense forudser man ligeledes lukninger og en kæmperegning til nybyggeri uden for boligområderne – blandt andet for børn fra bydelen Vollsmose, lyder det fra borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Samme toner lyder fra Københavns børne- og ungdomsborgmester, Jesper Christensen (S):
- Vi kan risikere, at der er nogle institutioner, vi ikke længere kan drive. Det kan betyde, at flere københavnere skal bruge længere tid på at transportere deres børn til og fra institutioner.
Også KL forudser lukninger.
Børne- og socialminister Mai Mercado (K) erkender, at udspillet kan betyde lukninger og opfordrer til at tænke kreativt:
- Kommunerne skal gøre dagtilbuddene så attraktive, at forældrene vælger dem til.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.