
AARHUS: Natten til fredag kunne 29 ud af de 31 medlemmer i Aarhus Byråd skrive under på en budgetaftale for 2025 med overslagsårene 2026-2028. Forligsparterne er Socialdemokratiet, De Konservative, SF, Venstre, De Radikale, Danmarksdemokraterne og løsgænger Thure Hastrup. Uden for aftalen står Liberal Alliance og Enhedslisten.
Folkeskoleområdet tilføres i alt 560 millioner kroner over de næste fire år for at styrke undervisningen for alle elever, sikre bedre trivsel samt sørge for, at færre børn får brug for specialpædagogiske tilbud. Blandt investeringerne er 50 mio. kr. årligt, som er møntet på de almene folkeskolers økonomi, hvor skolerne selv prioriterer midlerne ud fra lokale behov.
Kommunens specialskoler skal udvides, og derfor afsættes 141,1 mio. kr. til ud- og ombyggelse af Kolt Skole, og Stensagerskolen udvides midlertidigt, mens en permanent udbygning undersøges nærmere, hvilket der samlet er afsat 10,8 mio. kr. til.
Noget af finansieringen på skoleområdet findes gennem en omstilling på børn- og ungeområdet, hvori der skal findes i alt 50 mio. kr. fra andre områder, som tilføres skoleområdet.
Styrket hjemmepleje og flere botilbud
Ældreområdet får tilført 200 mio. kr. i perioden 2025-2028, med 41,2 mio. kr. i 2025, 44,4 mio. kr. i 2026 stigende til 63,4 mio. kr. i 2027 og frem fra ældrereformens midler til kvalitetsløft. Forligsparterne ønsker at sikre mere omsorgstid til den enkelte ældre.
Dertil afsættes 15,6 mio. kr. i 2025-2027 til at forbedre den tidlige opsporing og koordinering i forbindelse med borgere med demens, og der afsættes i alt 7,5 mio. kr. til demenssikring af plejehjem fra 2027.
Også socialt udsatte ældre får et løft i kvaliteten af plejen, da der afsættes 4,6 mio. kr. årligt fra 2025 og frem til plejehjemmet på Carl Blochs Gade, som er specialiseret til socialt udsatte borgere.
Aarhus har stigende udgifterne til det specialiserede socialområde. Derfor afsættes der 60 mio. kr. til at styrke udviklings- og omstillingsplanen i Sociale Forhold og Beskæftigelse, som skal bidrage til en stabil økonomi på området. Der tilføres også 15 mio. kr. årligt i 2025-2028 i forbindelse med udviklings- og omstillingsarbejdet.
Kommunen har et mål om, at 80 pct. af borgere med behov for døgntilbud skal være i kommunens egne tilbud i 2035, og har fået lån på i alt 111 mio. kr. i 2025-2026, der skal gå til at oprette flere pladser i midlertidige og længerevarende botilbud - til især unge og borgere med autisme-spektrum-forstyrrelse.
Trygge boligområder og klimainvesteringer
Byrådet afsætter også 30 mio. kr. til tiltag i byens udsatte boligområder, som skal skabe bedre vilkår og mere tryghed. Der afsættes en ramme til grundkøb målrettet boligudvikling i Vestbyen på 80 mio. kr. i 2026, som finansieres ved et tilsvarende grundsalg på 40 mio. kr. i henholdsvis 2027 og 2028.
Byrådet afsætter 45 mio. kr. i 2025-2028 til klimatilpasning, som skal begrænse konsekvenserne af vejrhændelser, der fremover oftere vil ramme kommunen.
Der investeres også i den offentlige transport med 5,2 mio. kr. i 2025 og 10,3 mio. kr. i 2026 til letbanen. Dertil afsættes der 36,4 mio. kr. årligt fra 2027. Midlerne skal bl.a. gå til flere afgange. Busruterne 3A, 4A og 6A skal også styrkes med flere afgange, hvorfor der afsættes 8 mio. kr. årligt i 2025-2028.
Læs om tidligere budgetforlig under temaet Budget 2025 her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.