Tabsrisikoen for Skat stopper ikke ved de 12,3 mia. kr. der er blevet snydt for i udbytteskat, og den gæld for et tocifret milliardbeløb som formentlig må afskrives efter det fejlslagne it-system EFI. Skats mangelfulde kontrol indebærer derudover risici for yderligere tab for staten ved andre skatter, for eksempel selskabsskat, told og moms, advarer Statsrevisorerne i forbindelse med revisionen af statens samlede regnskab for 2015.
- Skats regnskabsforvaltning er fortsat så svag og utilstrækkelig, at der er risiko for tab for staten og risiko for, at opkrævningen af skat fra borgere og virksomheder er sket på et ukorrekt grundlag, skriver Statsrevisorerne.
Situationen er så alvorlig, at Rigsrevisionen, der står for den regnskabsmæssige del af statens regnskab, tager forbehold for Skatteministeriets forretningsgange og interne kontroller på en række områder. Skatteminister Karsten Lauritzen (V) har lagt op til, at der skal investeres milliarder i et nyt og bedre skattevæsen, men det er for tidligt at sige, om det vil hjælpe, mener Statsrevisorernes formand Peder Larsen (SF).
- Der er taget nogle initiativer, som vi formodentlig kun kan være taknemmelige for. Men vi kan ikke garantere, at der ikke vil komme nye møgsager vedrørende for eksempel moms, som er den største indtægtskilde for staten. Der er ikke nogen af initiativerne, så vidt jeg kan vurdere, der umiddelbart tager sigte på de tre nævnte områder, siger Peder Larsen.
For lidt opmærksomhed
Han mener ikke, at Folketinget i tilstrækkelig høj grad har været opmærksom på risikoen for tab på moms, selskabsskat og told. Derfor henleder Statsrevisorerne specifikt Folketingets opmærksomhed på de punkter.
- Det er det ypperste, vi kan gøre. Fordi der ikke har været opmærksomhed om de tre punkter, vil vi i hvert fald fortælle Folketinget, at det er noget, man skal være opmærksom på, siger Peder Larsen.
Skatteministeriet erklærer sig i en skriftlig kommentar enig med Rigsrevisionen i, at der er behov for at styrke forretningsgange og kontroller på en lang række områder i Skat.
- Det er således nødvendigt at genopbygge store dele af skatteforvaltningen fra bunden og investere massivt i blandt andet data, it, flere medarbejdere og nye kompetencer. Det er samtidig vurderingen, at dette arbejde kræver nye organisatoriske rammer. Det er netop på den baggrund, at regeringen har præsenteret planen 'Et nyt skattevæsen', som over de kommende år skal gentænke og styrke skatteforvaltning i Danmark, skriver ministeriet.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.