
ALBERTSLUND: Et flertal i Albertslunds kommunalbestyrelse besluttede i denne uge at bevilge 50.000 kr. i støtte til nødhjælp til civilbefolkningen i Gaza. Pengene skal gives til en eller flere organisationer som UNRWA, Læger uden Grænser eller Red Barnet.
Samtidig opfordrede flertallet alle andre, der har mulighed for det, til også at støtte, herunder borgere, organisationer, virksomheder og landets øvrige kommuner.
Forslaget kom fra Enhedslisten samt De Radikales Zohair Ali og fik støtte fra et flertal. De Konservative, Venstre og Danmarksdemokraterne stemte imod, dog undlod Billal Zahoor (K) at stemme.
Vedtog "ulovlig" appel
Vedtagelsen kom, blot to måneder efter at Gaza sidst var på dagsordenen i kommunalbestyrelsen. Dengang vedtog man en appel til regeringen om at bakke op om en våbenhvile, og det skete trods klare advarsler fra kommunens jurister om, at det ikke ville være lovligt at behandle udenrigspolitiske emner, og at man risikerede en påtale fra Ankestyrelsen.
Denne og andre lignende sager fik forrige uge Ankestyrelsen til at bebude, at den vil komme med en præcisering af reglerne for, hvornår kommunerne må agere udenrigspolitisk.
Mens andre kommuner har valgt at udskyde forskellige Gaza-forslag, indtil den udtalelse foreligger, var der ingen betænkeligheder i Albertslund. Forvaltningen havde nemlig vurderet, at et bidrag til nødhjælp ville være lovligt, fortalte borgmester Steen Christiansen (S) til sn.dk.
- I dette tilfælde er vurderingen, at staten yder en betragtelig nødhjælp til Gaza. Dermed er forslaget i overensstemmelse med styrelsesloven, sagde han.
Vedtagelsen gav dog anledning til en følelsesladet debat, beretter sn.dk. Men resultatet blev altså, at 50.000 kr., som tages fra uforbrugte midler, bliver sendt til nødhjælp i Gaza.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.