
ALBERTSLUND: "Kommunalbestyrelsen i Albertslund kan ikke lovligt behandle sager om udenrigs- og sikkerhedspolitiske anliggender, jfr. styrelseslovens (KSL) § 2 (jfr. Grundlovens § 82)."
Sådan lød den klare vurdering fra kommunens jurister, efter at Enhedslisten, SF, De Radikale og Albertlundlisten havde bedt om at få et forslag om en appel til Folketinget og regeringen om situationen i Gaza på dagsordenen for kommunalbestyrelsens møde i aftes. Det fremgår af dagsordenen.
Ifølge kommunens jurister har medlemmer ret til at få et medlemsforslag på det udsendte udkast til dagsorden, men ved godkendelse af dagsordenen er borgmesteren forpligtet til at vejlede om, at punkter, der ikke lovligt kan optages på den endelige dagsorden, skal afvises.
Alligevel endte et flertal med først at vedtage, at forslaget kunne behandles, og efter en længere debat vedtog de forslaget. Udover de fire partier stemte også fire socialdemokrater for forslaget, mens borgmester Steen Christiansen (S) sammen med en partifælle samt Venstre, De Konservative og Danmarksdemokraterne stemte imod. Det skriver sn.dk.
Under debatten blev det fremhævet, at kommunen nu risikerer en næse fra Tilsynet. Men det bekymrede ikke forslagsstillerne. Helge Bo Jensen (EL) mente ifølge mediet ikke, at der er tale om udenrigspolitik, når det er en appel til regeringen, og desuden finder han sagen "mere vigtig end diverse formalistiske detaljer".
Afvist fra dagsordenen
Flere andre kommuner har afvist at behandle forslag, der relaterer sig til krigen mellem Israel og Hamas.
Senest bebuder borgmesteren i Høje-Taastrup, Michael Ziegler (K), at to punkter på dagsordenen for dagens byrådsmåde om konflikten vil blive taget af bordet, skriver sn.dk.
Det er dels et forslag fra De Radikale om at flage med det palæstinensiske flag for at vise solidaritet med det palæstinensiske folk, dels et forslag fra SF og EL om at stoppe for indkøb af israelske varer.
- Vi har haft kommunens chefjurist til at se på de to partiforslag, der er på byrådets dagsorden. Og hun siger, at dem kan vi ikke behandle. Et byråd kan ikke beskæftige sig med hvad som helst, og vi må faktisk ikke behandle udenrigspolitiske spørgsmål. Så hvis vi behandler de to forslag, vil det være ulovligt. Vi kan ikke engang have dem på dagsordenen, siger Michael Ziegler til mediet.
Kun hvis der er bred opbakning i Folketinget, er det lovligt at komme med en udenrigspolitisk tilkendegivelse. Det er grunden til, at det har været lovligt at flage med Ukraines flag.
Nej til israelsk flag i København
Tidligere har bl.a. Københavns Kommunes jurister vurderet, at det var meget usikkert, om det ville være lovligt at oplyse rådhuset i Israels farver efter Hamas' massakre. Også her understregede man, at det ville kræve en opfordring fra regeringen, før en kommune kan lave en udenrigspolitisk tilkendegivelse.
Forslaget, som kom fra De Konservative, kom faktisk til behandling i Borgerrepræsentationen, men blev stemt ned.
Til gengæld valgte beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) efterfølgende at hænge et israelsk flag op i sit vindue. Det affødte en opringning til hans kontor fra økonomiforvaltningen om, at det ikke var tilladt, hvorpå flaget blev fjernet igen, skrev Berlingske i sidste uge.
Udtalelsen, som blev vedtaget af flertallet i Albertslund:
Danmark skal bakke op om FN’s krav om våbenhvile
- 2,3 millioner mennesker er fanget i det blokerede Gaza, mens bomberne falder. De er afskåret fra mad, vand, brændstof og elektricitet - en humanitær katastrofe er i fuld gang. Israels angreb på Gaza skal stoppes øjeblikkeligt. Bomber og drab på tusindvis af civile kan ikke retfærdiggøres - ikke som reaktion på Hamas forfærdelige gidseltagninger og drab på civile d. 7/10 og heller ikke med henvisning til en stats ret til at forsvare sig selv.
- Det er uforståeligt at den danske regering i FN ikke ville stemme for en våbenhvile.
- Danmarks manglende opbakning til en våbenhvile øger desuden risikoen for, at krigen breder sig til andre dele af Mellemøsten med yderligere uoverskuelige konsekvenser.
- Danmark bør lægge linjen om og alliere sig med EU-lande som Irland, Spanien, Belgien og Portugal - og det store flertal af verdens lande og befolkninger, der kræver våbenhvile nu og overholdelse af international ret nu!
- Vi (kommunalbestyrelsen i Albertslund) sender derfor vores opfordring til Folketing og regering om at tilslutte sig FN’s opfordring til våbenhvile og overholdelse af international lov.
Rettelse 15.08: Ved en tanketorsk omtalte vi Jens-Kristian Lütken som rådmand. Han er naturligvis borgmester.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.