
'Hovedstadsudligningen skal væk' lyder det erklærede mål fra otte provinskommuner, der ønsker de komplicerede udligningssystemer indrettet enklere - Esbjerg, Herning, Hjørring, Holstebro, Odsherred, Randers, Vordingborg og Aarhus - nævnt i alfabetisk rækkefølge, men iøvrigt med initiativtageren Aarhus behørigt nævnt til sidst.
Også to andre sværvægtere i det kommunale univers - Odense og Aalborg - har meldt sig under fanerne hos de otte, der under navnet Bedre Balance.nu lægger vægt på argumenter som, at det er forældet at inddele landet i et A-hold og et B-hold i og uden for hovedstadsområdet.
Fra Rådhuspladsen i København gør overborgmester Frank Jensen (S) fra sin position opmærksom på, at landets største kommune, hvor omkring 10 pct. af landets indbyggere bor, altså også rummer de 17 pct. af landets kontanthjælpsmodtagere, 17 pct. af de langtidsledige, 18 pct. af de fattige, 27 pct. af de hjemløse og 30 pct. af stofmisbrugerne. Så netop København er der god grund til at kompensere, lyder synspunktet.
Når det gælder fattigdom, så lyder det tilsvarende fra de otte provinskommuner, at de fleste fattige kommuner nu engang ikke ligger blandt de 34, der er med i hovedstadsudligningen, men udenfor.
Hvis nu...
Men hvis nu de otte provins-oprørere fik det, som de ville have det, hvordan ville billedet så se ud? Ja ikke overraskende, ville der gå adskillige millioner fra de 34 kommuner i det østlige, hvilket kan illustreres med forhøjede skatteprocenter fra 0,3 (Allerød) til 1,19 (Høje-Taastrup) og 1,13 ( Stevns).
I den anden ende af skalaen ville næsten alle provinskommunerne kunne glæde sig over bedre økonomi, der f.eks. kan beskrives med lavere skatteprocenter mellem 0,1 (Favrskov) og 0,58 (Langeland og Morsø).
I det billede er der dog tre kommuner, der falder udenfor: Skanderborg, Odder og Fanø. Fanø er den rigeste kommune udenfor hovedstadsområdet med et beskatningsgrundlag på 122 pct. af landsgennemsnittet. Til sammenligning er København på 100 pct. og Aarhus på 97 pct. Og i provins-forslaget til mere afbalanceret udligning ville Fanø være kommunen, der også skulle betale mest: svarende til en forhøjelse af skatteprocenten på 1,41.
Tjener tykt
Udover Fanø er det Skanderborg og Odder, der skal til lommerne, hvis de otte får magt, som de har agt. Og som Skanderborg-borgmester Jørgen Gaarde (S) udtrykket det over for Midtjyllands Avis:
- De store (provins)kommuner vil have afskaffet hovedstadsudligningen, og det kan vi godt bakke op om. Men det er kun ét element blandt flere, der er med til at skævvride udligningen. De overser det problem, at de selv og København tjener tykt på nogle sociale udligningsvilkår, der i den grad overkompenserer dem. Det er de sociale kriterier, der for alvor flytter penge fra de mindre til de større kommuner.
Skanderborg har organiseret sig sammen med Silkeborg, Favrskov, Odder, Syddjurs og Hedensted - i initiativet Rimelig Udligning.nu - og de seks havde medvind, da ordningerne blev ændret sidste gang - i 2013.
Om der overhovedet skal laves om i systemerne - og i hvilken retning - bliver temaet i Finansieringsudvalget, der er ved at få formuleret et kommissorium i disse uger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.