Hos nogle af Alles Lægehus' klinikker har der været 1.512 procent flere knoglebrud, 453 procent flere behandlinger af større sår, og 569 procent flere, der har fået foretaget en psykometrisk test - mod f.eks. depression - end gennemsnittet for andre klinikker i regionen.
I hvert fald hvis man skal tro Alles Lægehus. Det viser en række opgørelser over, hvad Region Nordjylland betaler klinikkerne, som DR-programmet Kontant har fået aktindsigt i, skriver DR.
Alles Lægehus har tilknyttet 130.000 danskere under deres 39 klinikker fordelt over hele landet. Firmaet er stiftet af fysioterapeut Thomas Helt, der i dag er bestyrelsesformand. I 2021 solgte han over halvdelen til sundhedskoncernen Capio, der er ejet af australske Ramsay Health Care.
Sidste uge kom det frem, at klinikkernes patienter flere gange bliver tilset af sygeplejesker i stedet for læger, og lektor i sundhedsjura, Kent Kristensen, advarede mod "stråmandsklinikker", hvor ejerlægerne sjældent - hvis overhovedet - er til stede,
Ivrige med tillægsydelser
Ejeren af Alles Lægehus i Aalborg, Jens Martin Kristensen, skriver i et svar til DR, at han efter at have undersøgt sagen kan se, at "en del af registreringerne skyldes en lokal misforståelse." Ejeren i Fjerritslev, Kenny Bøtcher, skriver også til DR's Kontant, at der er tale om "en lokal misforståelse", som man nu er i dialog med Region Nordjylland om at få rettet op på.
Både tidligere medarbejdere og interne dokumenter beretter om, at koncernen har bedt sine ansatte om at "være ivrige med tillægsydelser" så klinikken kunne honoreres "så højt som muligt". Eksempelvis fik en 68-årig patient foretaget en psykometrisk test 20 gange på blot to år. Noget han siger, at han aldrig har fået. Bestyrelsesformand Thomas Helt afviser, at der systematisk bliver tillagt tillægsydelser og sker fifleri.
mar
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.