GULDBORGSUND: Manglende sammenhængskraft i medarbejdergruppen og mellem medarbejdere og ledelse kunne være den venlige overskrift på, hvordan situationen er i Guldborgsunds Center for Familie og Forebyggelse.
Efter 15 interviews i afdelingen og med ledelsen har konsulentfirmaet Komponent, der blev hyret af byrådet, fået udsagn om "voksenskældud", en "splittet organisation", hård jargon og manglende tillid til ledelsen.
Komponent har nu afsluttet sin eksterne undersøgelse af, hvad der skete før, under og efter den ulovlige instruks i november, der under fyringstrusler pålagde sagsbehandlere at spare 100.000 kr. årligt på hver sagsstamme. Instruksen, der kort efter blev korrigeret, blev siden anonymt sendt til Ankestyrelsen, der har forlangt handling fra byrådet på den åbenbart ulovlige besked.
Rapporten gør rede for, hvordan Guldborgsunds udgifter til anbringelser er blandt de højeste i landet, hvordan afdelingen i løbet af 2020 har været gennem flere skift i ledelsen, og hvordan de økonomiske forholdsordrer tilsyneladende har været noget svingende.
En ny centerchef - som del af et tredje ledelsesteam inden for kort tid - konstaterede i juni 2020 stor frustration blandt sagsbehandlerne over manglende økonomisk beslutningskraft og gav dem fuld kompetence uden fastsat beløbsgrænse for at få fagligheden tilbage i højsædet.
"Ikke gennemtænkt"
I oktober måtte der bevilges 25 mio. kr. i tillægsbevilling for at imødekomme budgetoverskridelser. I november pegede en nyansat jurist på, at der måtte kunne spares på nogle af sagerne, og fortsatte tegn på merforbrug på yderligere syv mio. kr. blev så baggrunden for den famøse, ulovlige instruks til sagsbehandlerne.
Instruksen kaldes af Komponent "ikke gennemtænkt, konsekvensvurderet eller strategisk overvejet". Og hvordan det så kom så langt, er der mange bud på. Komponent beskriver, hvordan "der refereres forskelligt og meget nuanceret til, hvilket ledelsesniveau der har lagt pres på en hurtig beslutning, og derfor er der forskellige holdninger til, hvem i organisationen der er årsag til problemet eller frikendes.
Konsulenterne konkluderer, at der ud fra en faglig betragtning er tale om en splittet organisation, hvor flere sagsbehandlere ikke har faglig tilllid til ledelsen. Der peges på
- Stor personalegennemstrømning.
- Oplevelser af, at nogle medarbejdere er finere end andre.
- Stort arbejdspres, der går ud over villigheden til at deltage i det kollegiale - fagligt og socialt.
- Manglende tillid.
- Oplevelser af nedværdigende "voksenskældud", både medarbejder til medarbejder og mellem ledelse og medarbejdere.
- En hård jargon - om at man kan finde sig et andet job, hvis ikke man er enig i måden, tingene foregår på.
- Usikkerhed om, hvem i ledelsen de ansatte skal gå til.
- Oplevelser af uerfaren og umoden ledelse.
- Eksempler på ledelsesmæssig slinger.
Komponent har en del konkrete anbefalinger at gå videre med, her et udpluk:
- Etablér et MED-udvalg.
- Afvikl temadage.
- Arrangér sociale arrangementer.
- Aftal spilleregler om omgangsform.
- Udmeld klare retningslinier for, hvordan ledelsen arbejder og samarbejder.
- Etablér kompetenceforløb for koordinatorer.
- Sørg for støtte/coaching til ledelsen.
- Hav servicestandarder for antal sager til den enkelte sagsbehandler.
- Indfør makkerordning og supervsion for nyansatte.
Økonomiudvalget i Guldborgsund har efterfølgende sat gang i flere af anbefalingerne, når det gælder kompetenceløft og styring, handleplaner og bedre kommunikation i afdelingen.
Se analysen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.