
RØDOVRE: Rødovre Kommune har mellem 20 ansøgere valgt at ansætte 54-årige Anders Agger som ny kommunaldirektør fra den 1. februar 2017, oplyser kommunen. Anders Agger har siden juni 2015 været hospitalsdirektør på Amager og Hvidovre Hospital.
- Jeg har i flere år fulgt med i Rødovre Kommunes udvikling, og jeg er imponeret over den kvalitet, der kendetegner kommunen. I kraft af en stærk kultur, kommuneplanstrategien og visionen ’Sammen om Rødovre’ har kommunen skabt solide rammer for at kunne blive ved med at levere en god service og være attraktiv for borgerne, også selvom økonomien er stram og kommunen vokser hurtigt.
- Jeg glæder mig meget til mit nye job og ikke mindst til samarbejdet med borgmester, kommunalbestyrelse og kommunens mange dygtige medarbejdere, siger han.
Hellere kommunaldirektør end hospitalsdirektør
Anders Agger overtager stillingen fra Per Ullerichs, der i august oplyste kommunalbestyrelsen, at han ikke ønskede at forlænge den kontrakt, der udløber i februar 2017.
Overfor Sjællandske vurderer Anders Agger, at han befinder sig bedre som kommunaldirektør end som hospitalsdirektør.
- I jobbet som kommunaldirektør er der mulighed for ledelse på den lidt længere bane, i en kommune, der i disse år udvikler sig rigtig meget, og det er dét, jeg er tiltrukket af. Jobbet på Hvidovre Hospital har i højere grad været et driftslederjob, hvor udfordringerne har været mere dag-til-dag, siger han.
Han tilføjer, at han ikke smækker med døren og aldrig har haft intentioner om at forlade jobbet på Amager og Hvidovre Hospital, hvis ikke muligheden i Rødovre var dukket op.
Fra 2000 til 2015 var Anders Agger direktør i Ballerup - de første seks var han økonomidirektør og de sidste ni år kommunaldirektør.
dc
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.