dkmedier
dkindkob
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Tønder Kommune er blevet irettesat af Ankestyrelsen. (Arkivfoto)
Jens Christian Top/Ritzau Scanpix

Ankestyrelsen afviser Tønders model for fondsbidrag ved VE-ansøgninger

Tønder Kommune har handlet i strid med planlovgivningen ved at opfordre VE-projektansøgere til at tilkendegive, om de agter at indbetale til en kommunal udviklingsfond, vurderer Ankestyrelsen.

TØNDER: Tønder Kommune har ført en praksis, hvor den opfordrer VE-udviklere til at tilkendegive, om de agter - og i givet fald hvor meget -  at indbetale til en almennyttig udviklingsfond, der er oprettet på kommunens initiativ. Den praksis er dog i strid med planlovgivningen. Det har Ankestyrelsen for nylig vurderet. 

"Ankestyrelsen vurderer, at Tønder Kommune handler i strid med planlovgivningen, når kommunen i forbindelse med ansøgninger om nye vedvarende energiprojekter opfordrer projektansøgerne til at tilkendegive, om – og i givet fald hvor meget – projektansøgerne agter at indbetale til en almennyttig udviklingsfond, der er oprettet på kommunens initiativ," lyder det i en tilsynsudtalelse fra Ankestyrelsen.

Tønder: En misforståelse

Ifølge Tønder Kommune er fortolkningen af kommunens tilgang til projekternes økonomiske bidrag til lokalsamfundene blevet misforstået. 

"Kommunen understreger, at de økonomiske bidrag fra projektejere aldrig har været et krav, men en opfordring til, at ansøgere frivilligt oplyser om eventuelle bidrag til lokaludvikling, hvilket er standardpraksis i andre dele af landet," lyder det i en meddelelse udsendt af kommunen i forbindelse med sagen.

Her understreger kommunen, at man ingen bestemmende indflydelse har over den almennyttige forening, som står for administrationen af de lokale bidrag. Disse pointer har man også indsendt i en tilbagemelding om sagen til Ankestyrelsen, som et stort flertal af kommunalbestyrelsen godkendte på seneste møde. 

Kommunen vil dog som følge af afgørelsen fra Ankestyrelsen tilrette sine politiske VE-retningslinjer og ansøgningsskemaer, så de er i overensstemmelse med planlovens formål og kommunalfuldmagtsreglerne. Ændringerne vil blive implementeret efter sommerferien.

- Vi skal håndtere mange interesser og komplicerede love og regler i vores bestræbelser på at producere grøn energi, men med vores tilbagemelding forpligter vi stadig os selv på at få tingene til at ske. Nu laver vi de nødvendige tilpasninger, og derefter kan vi fortsætte arbejdet for at nå vores ambitiøse mål om opstilling af vindmøller og solceller, der skal give os alle en grønnere energifremtid, siger borgmester Jørgen Popp Petersen (Slesvigsk Parti).

Green Power Denmark: En sejr i kamp mod kommuners særkrav

Hos Green Power Denmark er der til gengæld stor glæde over Ankestyrelsens afgørelse. Ifølge erhvervsorganisationen er sagen fra Tønder det mest kendte tilfælde, men langtfra enestående.

Således mener Green Power Denmark, at det er en udvikling omkring kommunale særkrav, der er set i en lang række af landets kommuner. Det kan fx være med krav om udbetalinger til almennyttige fonde, krav om lokalt medejerskab, lokale arbejdspladser eller billigere strøm til projekternes naboer – ting, som udviklere i mange tilfælde er gået ind på i en situation, hvor egnede arealer er en særdeles knap ressource.

Erhvervsorganisationen mener, at afgørelsen fra Ankestyrelsen bør skabe præcedens for landets øvrige kommuner i de nye vejledninger.

-  Vi har længe gjort opmærksom på, at kommunale særkrav sænker tempoet i den grønne omstilling, da der pludselig er 98 forskellige mulige og umulige regler, som virksomhederne skal leve op til, når de opstiller vindmøller og solceller. Derfor er vi glade for, at afgørelsen tydeligt siger, at kommunerne skal følge planloven, ligesom de gør i andre byggesager, og ikke kan stille særkrav. I den sammenhæng er en vindmølle ikke anderledes end en etageejendom, siger Thomas Aarestrup Jepsen, der er direktør for vedvarende energiproduktion og Public Affairs.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dknyt.dk/artikel/ankestyrelsen-afviser-toenders-model-for-fondsbidrag-ved-ve-ansoegninger

GDPR