Efter tilsynsbesøg på døgninstitutioner for anbragte børn har ombudsmanden undersøgt 26 sager om handleplaner, hvoraf 20 gav anledning til kritik. Derfor spurgte ombudsmanden i maj 2017 Børne- og Socialministeriet, om resultatet gav ministeriet anledning til at foretage sig noget.
I sit høringssvar af 13. december 2017 skriver ministeriet, at ministeriet på baggrund af ombudsmandens sager har bedt Ankestyrelsen om at foretage en undersøgelse af kommunernes arbejde med at sikre kvalitet i indsatsen for anbragte børn og unge med specifikt fokus på handleplaner. Dertil kommer, at kommuner med gennemgående problemer i forhold til arbejdet med handleplaner vil få tilbud om et besøg af Ankestyrelsens læringsteam.
Det fremgår også, at ministeriet har bedt Socialstyrelsen om at gå i dialog med de fem socialtilsyn for at belyse, i hvilket omfang anbringelsesstederne får udleveret relevante dele af handleplanen.
Endelig fremgår det, at ministeriet har drøftelser med KL, så det sikres, at der også fra KL’s side er løbende fokus på at sikre, at reglerne vedrørende handleplaner overholdes.
- Det er godt nyt for de anbragte børn, at myndighederne nu vil sætte yderligere fokus på handleplaner. Det er nemlig meget vigtigt, at kommunerne udarbejder handleplaner for anbragte børn, og at anbringelsesstederne kender de relevante dele af handleplanerne, siger Folketingets Ombudsmand Jørgen Steen Sørensen.
Ombudsmandens Børnekontor vil også fremover være opmærksom på, om kommunerne har styr på handleplaner for anbragte børn, oplyser Ombudsmanden i en pressemeddelelse.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Nyts artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Nyts artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Nyt
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.